Stemmen er sat - på hende selv
Hun har prøvet det tre gange før - men denne gang står Maria sloths navn allerøverst på stemmesedlen
Enhedslistens spidskandidat Maria Sloth er efterhånden blevet vant til, at folk genkender hende på gaden. Da hun er mødt op for at stemme på Åby Skole, kigger folk da også et sekund ekstra på hende end alle andre - eller også føles det blot sådan, og måske er det blot fordi, hun har undertegnede på slæb med kameraet over skulderen.
I hvert fald er det ikke noget, som rør Maria Sloth.
"Det er lidt sjovt at blive genkendt, og som regel er det noget positivt, folk stopper mig for at sige. Heldigvis er der mindre fokus på personen ved kommunalvalget end ved folketingsvalget. Det er jeg glad for. Ikke fordi jeg skammer mig over min person, men fordi jeg synes, det er så uendeligt kedeligt i forhold til politikken," siger Maria Sloth og bevæger sig ind i hallen for at sætte krydset.
Se tv-indslaget: "Derfor siger jeg nej til en rådmandspost"
Til valg for fjerde gang
Det er fjerde gang, at Maria Sloth stiller op til et valg - hun har tidligere stillet op til folketingsvalget to gange og til kommunalvalget én gang. Så selvom hun blot er 25 år, er hun altså ikke uprøvet i faget. Derfor er det heller ikke første gang, at hun ser sit eget navn på stemmesedlen.
"Jeg er jo lidt vant til at se mig selv på sedlen - så det er ikke så specielt igen," fortæller Maria Sloth.
Men denne gang er det alligevel lidt anderledes, for allerede ved valgbordet bliver der nemlig joket lidt med ordene:
"Ja, gad vide hvem du stemmer på?"
"Det var egentlig lidt interessant at mærke, at folk virkelig kender mig nu," smiler Maria Sloth efter at have sat krydset - og ja, krydset blev sat ud for hendes eget navn.
Næste punkt på Maria Sloths program for valgdagen er såmænd tøjvask.
"Det har der ikke været tid til under valgkampen, så nu skal det være - og så er der lige et par timer til at få lidt ro omkring mig," siger Maria Sloth.
Lokalavisen Aarhus følger Maria Sloth hele dagen - næste gang bliver efter, hun har besøgt partiets valgfest.