Fortsæt til indhold

“Overvældende at blive valgt”

Den sydlige del af Aarhus er blevet repræsenteret med fire nye ansigter i det nye byråd

Samfund
Camilla Olesen

“Det er fantastisk. Jeg er helt overvældet. Da borgmesteren råbte navnene op, og jeg havde hørt, hvor mange personlige stemmer jeg havde fået, hørte jeg ikke de næste tre. Jeg tænkte, at det ikke kunne passe,” lyder det fra en glad Anette Poulsen, der ved kommunalvalget fik 959 personlige stemmer og blev valgt ind for Socialdemokraterne.
Hun er overrasket over det høje antal, og at hun rent faktisk fik mere end sådan en som Ango Winther, der er en erfaren herre inden for politik.
Udover Anette Poulsen, der bor i Mårslet, er der tre andre nye ansigter fra sydbyen blandt de nye byrødder.
Det drejer sig om Esben Kullberg, der er partikammerat med Anette og så Venstre-mændene Christian Budde og Hans Skou, der begge kommer fra Højbjerg.
Esben Kullberg kommer også fra Højbjerg og fik 819 personlige stemmer, mens Christian Budde, fik 953 og Hans Skou 1862.

Mange ting i hovedet

Anette Poulsen er overrasket over, at hun blev valgt ind med ottende flest stemmer, da hun var langt nede på stemmesedlen.
“Der er gået mange ting gennem mit hoved den seneste tid. Sidste gang der var valg, skulle man have omkring 400 stemmer for at komme ind, så jeg havde tænkt, at hvis jeg kunne få 500, ville det være fint. Jeg er meget glad for, at jeg har fået næsten 1000,” siger hun.
Hun har forsøgt at være offensiv både til valgmøder, blandt vælgerne, på internettet og de sociale medier.
“Hver anden dag har jeg troet, at det nok skulle gå og den anden tænkt, at jeg nok ikke kom ind,” siger hun.
Foruden de to nævnte socialdemokrater fra sydbyen blev Steen B. Andersen genvalgt, og Anette Poulsen er sikker på, at det er godt for sydbyen, at der er tre socialdemokrater blandt byrødderne.
“Vi skal kæmpe for, at Bering-Beder Vejen kommer, og for at sydbyen ikke bliver glemt,” siger Anette Poulsen, der til dagligt arbejder som områdechef i midtbyen.









































































Politikere fra sydbyen
Udover de nævnte nye politikere er følgende gengangere:
Camilla Fabricius (S) fra Viby, Steen B. Andersen (S) fra Beder, Ango Winther (S) fra Viby og Jette Skive (DF) fra Viby