Det flyder med stoffer på forsorgshjemmet Overmarksgården

”Hey, du ligner sgu en, der kunne bruge lidt røg. Jeg har også amf', hvis du vil?”
Ordene kommer fra en ung mand, anslået omkring 25 år gammel, der møder mig på gangen på 1. sal af Overmarksgårdens fløj nord. Han holder hånden frem og viser mig to prøveposer. Den ene indeholder et hvidt pulver, formentlig amfetamin eller amf, som den unge mand kalder det, og den anden indeholder to brune klumper, som gennem posen afgiver en markant lugt. Det er hash.

Dealere kommer udefra

Jeg havde antaget, at jeg skulle være her længere end 10 minutter for at blive klogere på, hvorvidt der foregår handel med stoffer på Overmarksgården, et forsorgshjem for hjemløse, der ligger på Dyrehavevej i Kolding.
Da jeg fortæller om mit ærinde på farmen, som Overmarksgården populært kaldes blandt beboerne, vil den unge mand ikke ud med sit navn, og han skynder sig videre ned ad gangen og videre ned ad trapperne.
Jeg spørger en af beboerne, Christian Prüsse, om han ved, hvem personen, der ville sælge mig stoffer, er, men selvom han genkender ansigtet siger han overbevisende og fast besluttet: ”Han bor i hvert fald ikke her.”

Der viftes med narko

”Jeg ved, hvem du skal snakke med, hvis du vil have Ritalin. Hvis du vil have kokain eller amfetamin, skal du bare vente, til leverancen kommer forbi. Røg er endnu nemmere at skaffe.”
Stefan Svensson sidder med en sjælden seriøs mine på sit ellers altid smilende ansigt. Han er på mange måder atypisk her på Overmarksgården. For det første er han aldersmæssigt over gennemsnittet med sine 39 år. For det andet er han én af kun ganske få, der er kommet ud af sit stofmisbrug.
Men det er absolut ikke nemt for ham, at forblive stoffri, når der bliver viftet med stoffer under næsen på ham næsten hver eneste dag.
”Der er alt for mange stoffer heroppe, ingen tvivl om det. For det første kan du, hvis du vil, skaffe stoffer så let som at klø dig selv i røven. Du behøver ikke gå mange meter i nogen retning, før der står en dealer klar eller en der vil bytte. Men folk kommer sgu også ind i huset udefra og sælger,”fortæller han.

Mangel på regler og konsekvenser

Stefans fortælling bakkes entydigt op af Martin, der arbejder på Overmarksgården:
”Misbruget er eksploderet her på gården. Det største problem ved det er, at de, der kommer her med et ønske om hjælp til at komme ud af misbruget, bliver fristet inde i huset. Desuden frygter jeg meget, at Overmarksgården skaber nye misbrugere, for stofferne er til fri afbenyttelse og fristelse for alle, der opholder sig her.”
Han tegner samtidig et billede af et forsorgshjem, hvor intet kontrolleres og alt tillades:
”Der er ingen konsekvenser for at være påvirket eller at misbruge her, så beboerne gør det helt uudfordret. Det eneste vi må, er at sætte os ned til en kammeratlig samtale om det, men jeg tvivler stærkt på, at det styrker misbrugernes vilje til at stoppe,” fortæller han.
Han beretter oveni, at pusherne har fri adgang til Overmarksgården:
”Hvis pusheren er utryg ved at benytte hovedindgangen, hopper han da bare ind ad vinduerne et anden sted i bygningerne, når en af beboerne åbner op for dem. Og vi får slet og ret ikke lov til at kontrollere de udefrakommende.”

Ud med ”Ordnung muss sein”

Både nuværende medarbejder Martin og to tidligere medarbejdere, Pia og Dorthe, peger på, at det er i det, de alle beskriver som Overmarksgårdens svigtende pædagogik, at forklaringen på det omfangsrige stofmisbrug skal findes.
Da Gitte Fisker blev ansat som ny leder af misbrugsområdet i Kolding Kommune i maj 2010, blev der ifølge de tre hurtigt sat et arbejde i gang, der skulle reformere den eksisterende pædagogik overfor stedets beboere.
”Vi er ikke sat i verden for at bestemme, hvordan man skal leve sit liv. Vi har formuleret en rusmiddelpolitik, der forpligter os til at gå i dialog med borgeren, når vi ser misbrug, når vi fornemmer det og når vi mærker en ændret adfærd, formentlig på grund af misbrug. Men vi siger ikke 'du gør ikke som jeg siger, så du ryger ud''” fortæller institutionsleder for Overmarksgården, Gitte Fisker.
Hun afviser samtidig blankt, at der skulle være en ændret tolerance overfor stoffer og handel med stoffer på Overmarksgården:
”Vi inddrager politiet, hvis vi finder stoffer eller ser stoffer på stedet, og der er ingen bagatelgrænse, for så skal man som medarbejder stå og vurdere hver enkelt sag, og det skal vi ikke. Vi står under ingen omstændigheder og kigger på. Det håber jeg i hvert fald ikke.” siger hun.
På Overmarksgården er bygningerne opdelt i en Nord- og en Sydfløj, men der er ikke indrettet misbrugsfri zoner. Derimod forsøger man at matche beboerne efter behov og sociale kompetencer. Det overvejes imidlertid på ledelsesniveau, om man i fremtiden skal lave misbrugsfri afdelinger.

”Tror de, det er flormelis?”

Blandt beboerne, er der en helt anden opfattelse af de ansattes holdning til stofferne på Overmarksgården. 27-årige Michael Andresen fortæller, at han gentagne gange har haft åbenlys omgang med stoffer på Overmarksgården, uden at det havde konsekvenser:
”Jeg stod lige udenfor ruden ind til kontoret og talte pengesedler, som jeg gav til min dealer. Han gav mig to poser med amfetamin. Jeg ved, at de så mig. Hvad troede de, at der var i, flormelis? De ansatte er tilsyneladende fuldstændig ligeglade, og den eneste grund til, at jeg turde at købe stoffer så åbenlyst var, at jeg vidste, at det ikke havde konsekvenser,” fortæller Michael Andresen, som flyttede i egen bolig i midten af marts. Han har sågar oplevet, at nogle af de ansatte vidste, hvem man skulle spørge, hvis man skulle have fat i hash eller medicin.

Politisk tavshed

Det kommunale tilsyn med Overmarksgården har gentagne gange påpeget problemer. Det har handlet om dårlig kommunikation mellem ledelse og medarbejdere og usikkerhed om, hvilken pædagogisk metode, der var ønsket af ledelsen. Den komplekse beboersammensætning med flere unge, psykisk syge, misbrugere eller en kombination af alle tre bliver også betragtet som en væsentlig udfordring for Overmarksgårdens medarbejdere.
Misbruget på Overmarksgården beskrives i tilsynet kun i ringe grad og primært af interviewede beboere. Overmarksgården er også diskuteret i Kolding Kommunes socialudvalg, men heller ikke her har misbrug været på dagsordenen i det væsentlige, forklarer udvalgets formand Tine Roos Nørgaard (C):
”Socialudvalget har tidligere drøftet Overmarksgården og vi har været inde over de organisationsændringer, der har været. Vi har ikke indflydelse på den administrative organisering, men vi har drøftet de udfordringer, som stedet løbende står overfor,” forklarer hun.
Tine Roos Nørgaard mener ikke, at personalet kan gøre ret meget for at dæmme op for stofmisbruget på Overmarksgården:
”Jeg ved at politikken er nultolerance, man må ikke distribuere eller misbruge på Overmarksgården. Men dertil er det et problem, at der hænger pushere ud i området. Men Overmarksgården er også indrettet sådan, at der er mange vinduer, mange indgange og personalet kan ikke visitere alle - det er en politiopgave.”
Borgmester, Jørn Pedersen, har ikke ønsket at kommentere nogen aspekter af historien. Ingen i kommunaladministrationen har i øvrigt villet tage ansvar for noget aspekt af forholdene på Overmarksgården.

Martin, Pia og Dorthe er ikke de omtaltes rigtige navne. Martin ønsker at være anonym af frygt for at blive fyret og frygt for repressalier som konsekvens af brud på tavshedspligten. Pia og Dorthe frygter fyring fra deres nuværende job. Deres rigtige identiteter er redaktionen bekendt.