“Vi vil have trygheden tilbage”
En stor gruppe naboer til Forsorgshjemmet Overmarksgården i Kolding har i flere år været i dialog med kommune, politi og Overmarksgården om den utryghed, der er eskaleret de sidste år. Men der handles stadig med stoffer for næsen af børnene i området
Da Poul Bloch Pedersen fra Kolding for 15 år siden tog på tre ugers ferie i Fjernøsten, kunne han godt finde på, at sige til nogle af beboerne på Overmarksgården, at de lige skulle holde øje med hans hus, mens han var på ferie.
Dengang bestod klientellet på Overmarksgården, som Poul Borch Pedersen bor skråt overfor, af landevejsriddere og alkoholikere.
Typer, som havde brug for hjælp, men som ellers ikke generede naboerne. Det billede har i løbet af de seneste fem år ændret sig markant og har gjort, at en stor gruppe naboer til Overmarksgården siden 2011 har været i dialog med kommunen og forsorgshjemmet for at finde en løsning på det miljø med stoffer og pushere, der er ved at udvikle sig på deres villaveje.
I følge naboerne er problemet blevet større og større, siden forsorgshjemmet overgik fra det tidligere Vejle Amt til Kolding Kommune.
Trusler og vold
Det er søndag eftermiddag og 12 naboer til Overmarksgården har samlet sig i Poul Bloch Pedersens hjem.
Over sort kaffe serveret i porcelænskopper, bliver der med alvorlige miner talt om det problem, som i flere år har gjort hverdagen bekymrende på Overmarksvej, Dyrehavevej og andre villaveje, der ligger op ad forsorgshjemmet.
11 af de 12 naboer ønsker ikke at få deres navn og billede i avisen. De frygter flere af beboerne på Overmarksgården. Og det kan der være en god grund til.
Som da en sindsforvirret mand fra Overmarksgården i august sidste år truede en kvinde med to små børn og efterfølgende tildelte en tililende nabo knytnæveslag.
Eller som da en 13-årig pige, som bor i lokalområdet blev truet af en pusher, der fulgte efter hende fordi hun overværede en handel. Eller de flere tilfælde, hvor en mand har gået rundt i området med sine kønsdele synlige, hvilket flere børn har set.
Frustrationerne er tydelige på denne regnfulde søndag på Overmarksvej - for naboerne føler, at deres hyggelige villaveje er blevet forvandlet til et samlingspunkt for narkomaner.
Især efter at Overmarksgården begyndte at udlevere metadon til nogle beboere.
"Vi har et rigtig godt sammenhold her i området og vi holder både sommerfester og julefrokoster med hinanden. Det har altid været et trygt og godt område at bo i. Det ønsker man jo ikke at flytte fra og derfor vil vi gerne have mere kontrol. Vi vil gerne have, at Overmarksgården og kommunen får styr på det her, så vi kan få trygheden tilbage", fortæller en kvindelig nabo til forsorgshjemmet, som flere gange har oplevet eksempler på påvirkede mennesker, der opholdt sig ved hendes hus.
Stadig problemer
De mange tilfælde af problemer for naboerne omkring Overmarksgården gjorde, at der den 31. oktober sidste år på initiativ af naboerne var møde på Kolding Kommune, hvor 36 naboer til Overmarksgården var med.
Her var der en dialog med institutionschef, Gitte Fisker, Socialudvalgsformand, Tine Roos Nørgaard, socialdirektør, Lars Rasmussen, Vicedirektør, Kirsten Møller Nielsen, misbrugschef Karen Nielsen og Kolding Politi.
Lokalavisen er i besiddelse af referatet fra mødet og her fremgår det, at det blev aftalt, at der fra alle parters side skulle gøres en indsats for at løse problemerne og at politiet i øvrigt ville patruljere hyppigere.
Dette blev også gjort og det synlige politi gjorde, at problemerne blev mindre i en periode, men i følge de 12 beboere, begyndte problemerne at eskalere igen hen over sommeren.
"Det kan ikke være rigtigt, at de kan stå og handle med deres stoffer lige ved siden af vinduerne til Overmarksgården. Man må kunne lave en indsats med mere belysning eller overvågning. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal have et narkomiljø her", påpeger en af naboerne , imens de andre nikker.
Naboerne er enige om, at der politisk skal gøres en indsats for at klæde Overmarksgården bedre på til at håndtere det åbenlyse salg og misbrug af stoffer.
Poul Borch Pedersen forlader sit selskab for at blive fotograferet på sin vej.
Han er ikke bange for at stå frem og tale om de problemer, som har forvandlet hans trygge villavej, som han har boet på i over 25 år, til en pushergade.
"Vi vil gerne have, at der sker noget og at der kommer styr på tingene. Det har vi kæmpet for i mange år. Nu må der snart ske noget", siger han.
Lokalavisen har i forbindelse med denne artikel interviewet de 12 naboer. Redaktionen er bekendt med de 11 anonyme naboers navne. Avisen har desuden set dokumentation for naboernes lange korrespondance med både kommunen og Overmarksgården.
"Det kan ikke være rigtigt, at de kan stå og handle med deres stoffer lige ved siden af vinduerne til Overmarksgården".
Nabo til Overmarksgården