Fortsæt til indhold

Rabih havde power til en rådmandspost

Den nye Rådmand for Kultur og Borgerservice, Rabih Azad-Ahmad, håber på et samarbejde på tværs af partiskel i det nye byråd

Samfund
Grethe Bo Madsen

“Jeg vil rigtig gerne have det bredest mulige samarbejde i byrådet. Jeg samarbejder gerne med Venstre, Konservative, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Enhedslisten. Men politik er det muliges kunst, og lige nu var det ikke muligt at få flere med.”
Sådan lød det fra Aarhus' nye Kulturrådmand, Rabih Azad-Ahmad, dagen efter valgkabalen omsider gik op.
Helst havde han set en bredere konstituering, men er trods alt ganske godt tilfreds med den konstitueringsaftale med Socialdemokratiet og SF, som indbragte ham den rådmandspost, han allerede inden valget bejlede kraftigt til.
Med et mandats fremgang - og kun 0.6 point fra endnu et - havde Rabih Azad-Ahmad forhandlingspower nok til at hive rådmandsposten hjem til de radikal.

Handler om at tage ansvar

Anderledes gik det for Enhedslisten, der trods to mandaters fremgang og på trods af alle spådomme alligevel ikke fik en rådmandspost.
Hvordan vil du forklare, at den anden rådmandspost gik til SF og ikke til Enhedslisten?
“Både de radikale og SF har i de forløbne fire år været med til at tage ansvar. Vi har været på banen, når de store beslutninger - og dermed også nogle af de ubehagelige beslutninger i forbindelse med at få rettet op på økonomien - skulle træffes. Enhedslisten har ikke været med der. Så vidt jeg mindes, har Enhedslisten ikke været med i et eneste forlig.For at forvalte en rådmandspost, må man også være med, når der skal tages ubehagelige beslutninger. Men vi vil gerne samarbejde med Enhedslisten - døren står åben.”
Fra 1. januar er Rabih Azad-Ahmad klar til at overtage Marc Perera Christensens skrivebord.
Var det den rådmandspost, du gik efter?
“Ja. Som siddende formand for Kulturudvalget var det en helt naturlig post at gå efter.”