To ind, to ud og fire tager en tur mere i karusellen
Det nordlige Aarhus er repræsenteret med 6 politikere i det nye byråd.
To nye kommer ind, to “gamle” siger farvel, men ikke tak, og fire andre er klar til at tage endnu en tur i byrådskarusellen.
Sådan ser valgresultatet ud set fra det nordlige af Aarhus Kommune. Ny i byrådssalen fra 1. januar 2014 er 42-årige Lisbeth Lauersen (S) fra Løgten-Skødstrup og 49-årige Steen Stavnsbo (C) fra Risskov.
Stemmesluger fra Skejby
Ikke overraskende er borgmesteren stadig socialdemokrat og kommer fra Skejby. Med 39.237 personlige stemmer satte Jacob Bundsgaardrekord rekord som valgets absolut største stemmesluger, med mere end fire gange så mange stemmer som nummer to.
Blandt byrådets gengangere er også nuværende rådmand for Sociale forhold og Beskæftigelse, Hans Halvorsen (S) fra Egå, som opnåede 1.525 personlige stemmer. Konstitueringsaftale med R og SF betyder, at han må forlade rådmandsposten til nytår.
Genvalg opnåede også Gert Bjerregaard (V) fra Lindå Hede nær Mejlby med 2.019 personlige stemmer og Aage Rais-Nordentoft (S) fra Trøjborg med 769 personlige stemmer.
Farvel, men ikke tak
Et højtlydt FARVEL til politik vil 1. januar lyde fra Henrik Vestergaard fra Egå.
Han blev i foråret kasseret som byrådskandidat af Venstres bestyrelse i Aarhus knap et halvt år efter, at selvsamme bestyrelse havde godkendt ham som borgmesterkandidat, og på trods af, at både vælgerforeningen i Hjorthøj-Egå og Lystrup-Elev-Lisbjerg-Trige havde indstillet ham som kandidat.
Henrik Vestergaard meldte sig efter “fyringen” ud af Venstre og har siden været løsgænger i byrådet.
Heller ikke Lone Norlander Smith (SF) fra Lystrup vil være at finde i byrådssalen, når det nye byråd samles efter nytår.
Hun trak sig som kandidat i protest i starten af året, da hun ved en urafstemning endte som nummer seks på partiets opstillingsliste. Da SF opstiller på partiliste, hvor listestemmerne fordeles på kandidater i den rækkefølge, de står på stemmesedlen, gav det hendet reelt ingen mulighed for at blive genvalgt.