"Hvis vi får muligheden, så bliver vi fandme ved"
De konservatives spidskandidat, Jan Krogh Rasmussen er ved godt mod, lige efter valgstederne i Skanderborg er lukket
Jan Krogh Rasmussen er ved godt mod trods dystre udsigter i meningsmålingerne på landsplan.
"De siger, vi går tilbage på landsplan, men jeg tror, vi kommer ind igen," siger den konservative spidskandidat og fortsætter,
"Jeg ved godt, der ikke findes rimelighed i politik, men jeg synes da også det ville være passende."
De konservative peger i år på Jan Krogh Rasmussen som borgmester, og han er klar til at forhandle.
"Hvis vi kan se, vi har muligheden, så bliver vi fandme ved med at holde på det."
For første gang i sin lange karriere som byrådsmedlem, har han i dag ikke været valgtilforordnet, og derfor er han allerede at finde i Kulturhuset.
"Jeg synes, jeg ville have det hele med her i Kulturhuset. De andre år er jeg først kommet herned ved 23-tiden, og der er det hele jo overstået."
Høj stemmeprocent
Snakken falder på den meget høje stemmeprocent, der meldes om i fjernsynet.
"Jeg har snakket med flere, der har stemt fordi, de har set den udsendelse i tv om gaden, hvor de ikke længere får de kommunale ydelser. Lige pludselig er det blevet meget tydeligt, hvad vi leverer. Det har skabt forståelse i stedet for politikerlede." siger Jan Krogh Rasmussen.
Til valg uden Venstre
I år har de konservative valgt ikke at indgå valgforbund med Venstre.
"Det er helt bevidst, at vi ikke er i valgforbund med Venstre. Faktisk er det pressen skyld. De vil altid dele op i rød og blå blok og køre amerikanske tilstande, og så er alle andre ligegyldige. Vi andre har ikke noget at skulle have sagt, og det har kostet os hver gang."
Ingen sejr i valgkampen
Jan Krogh Rasmussen mener ikke at et kommunalvalg vindes i valgkampen , og han og de andre konservative kandidater havde endda overvejet at lade være med at hænge valgplakater op.
"Men det gør åbenbart en forskel, og så gør vi det selvfølgelig også, men man vinder valget i mellem valgene. Ved at være synlige, det er jo et håndværk, og det er holdninger. Og så skal man være tro mod den model, der er lagt," siger han.