Fortsæt til indhold

85.000 kr. til syge og forladte børn og unge

Overskuddet fra sponsorcykelløbet Nordstjerneløbet gik i år til syge børn og unge på Café Nexus og til forladte børn i SOS Børnebyerne

Samfund
Grethe Bo Madsen

Århus Y's Men's Club Nordstjernen fordelte i sidste uge overskuddet fra årets cykelsponsorløb Nordstjerneløbet.
Årets hovedbidragsmodtagere var Café Nexus samt SOS Børnebyerne.
“Nettoresultatet i år blev på cirka 86.000 kroner, hvilket er lidt mindre end sidste år, men stadig mange penge,” fortæller Arne Pedersen fra Århus Y's Mens's Club Nordstjernen.

826.000 kroner på ti år

Siden 2003 har Århus Y's Mens's Club Nordstjernen hvert år i august arrangeret sponsorcykelløbet. I de ti år har et rytterfelt bestående af lokale sportsudøvere, præster, politikere, erhvervsfolk og kunstnere tilsammen kørt 826.000 kroner ind til velgørende formål.
“Der er i løbets historie udloddet 565.000 kroner til hovedbidragsmodtagerne. Det resterende beløb er uddelt i smådonationer efter ansøgninger, som klubbens præsidium løbende modtager og vurderer, forklarer Arne Pedersen.

Fristed for syge unge

Uddelingen af overskuddet fandt i år sted i Café Nexux, der er et fristed for unge patienter mellem 12 og 22 år tilknyttet Århus Universitetshospital i Skejby.
Café Nexus, der er etableret i et samarbejde mellem Ungdommens Røde Kord og børneafdelingen på Århus Universitetshospital i Skejby, åbnede i april som et tilbud til syge unge, der ikke har mulighed for at være sammen med andre unge.
Caféen drives af unge frivillige fra Røde Kors.