Fortsæt til indhold

Stor DF-fremgang i Virring

Samfund
Af Erland Rasmussen

Dansk Folkeparti scorer højt hos vælgerne i Virring, hvor partiet står til at få 12,7 procent af stemmerne. Det er en fremgang på 10.4 procentpoint i forhold til valget i 2009.
I Virring er det den 41-årige Henning Baverslund Jokumsen, der er opstillet. Han mener, at baggrunden for fremgangen er en bedre og bedre partiorganisation. Og så en lokal kandidat.
"Det er første gang, Dansk Folkeparti har kunnet lave en god kampagne i Virring. Her plejer vi ikke at have så mange ressourcer. Men denne gang har vi haft hjælpere, der har delt brochurer ud, ligesom vi har deltaget i mange valgmøder," forklarer Henning Jokumsen.
Som argumentation henviser Henning Jokumsen også til et langt dårligere resultat fra Låsby, hvor Dansk Folkeparti ikke har en lokalkandidat. Her blev det til en andel på 6,8 procent og en tilbagegang på 1 procentpoint i forhold til forrige kommunalvalg.
Henning Jokumsen regner med et godt valgresultat for Dansk Folkeparti som helhed i Skanderborg Kommune.
"Vi har haft flere penge og hjælpere denne gang, og så har vi haft opstillet 14 kandidater mod sidste gang kun 3. Partiet har også 5 gange så mange medlemmer som for fire år siden for Skanderborg Kommune. Det er vigtigt at have et bagland i en valgkamp, og det har vi manglet i forhold til de store partier. Men det er så småt på vej, og til næste kommunalvalg går det endnu bedre," spår Henning Jokumsen, som håber og regner med, at Dansk Folkeparti når op på tre mandater i Skanderborg Byråd.