Stemningsfuldt julemarked på Gl. Rye Mølle
Søndag 1. december klokken 10-16 slår Museet på Gl. Rye Mølle igen dørene op for et stemningsfuldt julemarked.
Overalt i møllen og museet er der boder og arbejdende værksteder. Her kan man blandt andet se træskomageren lave julemandens træsko. Oppe i møllen er der nissefortællinger for små og store. og i den store stenovn bages der boller og andet bagværk.
I de mange boder finder man et stort udvalg af julegaveidéer. Der er håndlavede smykker, keramik, lædervarer, legetøj af træ, pileflet, strik, filtfigurer, dukker og nisser, malerier og dekorationer og meget mere. Ølbryggeren, som har brygget øl ved årets Møllemarked og Høstdag, har en bod med ”håndbrygget” øl. Der er også en bod med lokale krydderurter til snaps. FDF i Gl. Rye har en tombola med fine gevinster, og den nye årskalender fra Ry Lokalarkiv kan købes. Den 'søde tand' er der tænkt på, og man kan købe gløgg og æbleskiver, hjemmebag, kakao og kaffe.