K blev reddet af LA på målstregen
Jan Krogh Rasmussen (C) er glad for sin byrådsplads og ærgerlig på Liberal Alliances vegne
Kommunalvalg Valgforbundet mellem Konservative og Liberal Alliance skulle have givet et mandat til hver. I stedet efterlod det en særdeles skuffet spidskandidat for Liberal Alliance, Carsten Bach, med visheden om, at hans hårde arbejde i valgkampen endte med at sikre den konservative kandidat fire år mere i byrådet.
“Vi havde jo håbet på, at vi kunne få en ind begge to, men sådan er det. Det vidste vi begge,” siger Jan Krogh Rasmussen, og hentyder til Carsten Bach.
Konservative fik mandatet
Med hjælp fra Liberal Alliance sikrede han sig en plads i byrådet igen.
“Vi var klar over, at det kunne give et stort stemmespild, men vi tog chancen, fordi vi ikke ville drukne i blå blok. Det er jo utroligt bittert for Liberal Alliance. De har virkelig gjort et stort stykke arbejde for at komme ind. Men sådan er den metode, man fordeler mandaterne efter. Der er kun plads til vinderen, resten ryger,” konstaterer Jan Krogh Rasmussen.
Er du glad for, I indgik valgforbund med Liberal Alliance?
“Det er jeg da i dag. Jeg kan da godt tænke på, hvordan det havde set ud, hvis vi havde været i valgforbund med andre, men det er svært at vurdere, og det er ikke til at vide, hvad vælgerne vil,” forklarer byrådsmedlemmet.
“Vi er en del af blå blok, men vi vil ikke bare være en del af Venstre. Når man er med i én stor blok, er det kun borgmesterkandidaten, der får lov til at tale. Vi vil være os selv, og så må vi se, hvem vi kan samarbejde med,” siger han
Man skylder ikke noget
Jan Krogh Rasmussen fortæller, at valgforbund indgås for ikke at spilde stemmer.
Føler du, at I skylder Liberal Alliance noget?
“Nej, det er jo vilkårene. Jo færre man er i et valgforbund, jo større er risikoen ved det. Det er bittert at tabe, men der er ingen forpligtelser overfor hinanden. Vi kan bare se, at hvis vi havde stået alene, så var vi ikke kommet ind. Men det er da bitter for Carsten Bach, at han ikke kom ind,” siger Jan Krogh Rasmussen.
Knebent tab
“Med 138 stemmer mere kunne vi selv have sikret os et mandat, i stedet afgiver vi nu omkring 100 stemmer til C, der således genbesætter deres plads i byrådet,” skriver Carsten Bach, Liberal Alliance, i en pressemeddelese.
”Jeg er rigtigt glad for at mere end 1000 stemte på Liberal Alliance, men det var altså ikke helt nok, og det er jeg og resten af lokalforeningen selvfølgelig meget skuffede over.”