Låsbys nye super-institution har plads til 124 børn
Børnehuset Viften udvidet og ombygget til 124 børn efter fusionen mellem Rønnehaven og Viften
Ligesom det er god latin i erhvervslivet, at man efter en fusion af to virksomheder gør noget ekstra for at skabe en fælles identitet og frisk start for både medarbejdere og kunder, så har personale og forældre fra de tidligere 2 børnehaver i Låsby, Rønnehaven og Viften, også gjort sig umage for at få en ny begyndelse nu, hvor der kun er 1 tilbage.
Navneskifte på plads
Et udvalg med forældre og personale fra begge børnehaver har således blandt andet arbejdet med at finde et helt nyt navn til både institution og børnegrupper.
Institutionens navn bliver Børnehuset Viften, og selv om det ikke er voldsomt anderledes, så betragtes navneskiftet alligevel som en vigtig symbolsk handling, der understreger, at der er tale om en helt ny begyndelse.
Skanderborg Kommune har investeret 5 millioner kroner i en 280 kvadratmeter udvidelse, renovering og ombygning af byens nye superinstitution, der er normeret til 124 børn.
Der er således blevet plads til tre 3 nye grupperum, og dertil er resten blevet ombygget med nye personalefaciliteter og køkkenfaciliteter på grund af, at der er kommet flere børn og personale til efter sammenlægningen.
Baggrund for lukning
De to tidligere børnehaver blev slået sammen fra august i år, hvor Rønnehaven lukkede. Og fusionen skete helt usædvanligt på baggrund af, at Rønnehavens forældre-bestyrelse selv henvendte sig til kommunen og bad om lukning med den vigtige tilføjelse, at man i stedet ønskede Viften udvidet til at kunne rumme alle børnehave-børn i Låsby. Og sådan blev det.