Julemanden kommer til Låsby
Se hvornår der er mulighed for at hilse på julemanden og få fingrene i en godtepose
Igennem mange år har det været en god tradition i Låsby at starte julen med at byde julemanden velkommen den første søndag i advent. I år er ingen undtagelse, og derfor inviterer Låsby Borgerforening og KFUM spejderne i Låsby alle byens borgere til at mødes på torvet ved Mejerigården klokken 12–14 søndag 1. december.
Der vil være dans om byens store juletræ, som alle børn og voksne skal hjælpe med at puste lys i. Julemanden og hans kone og et par af deres nissebørn kigger forbi – og måske har de igen i år slikposer med til alle børn.
Spejderne stiller flere boder op, blandt andet en stor tombola, hvor der er mulighed for at vælge over 200 præmier. De sælger også pølser og gløgg, så der vil være rig mulighed for et par hyggelige timer.
På grund af arrangementet vil Hovedgaden fra Gl. Silkeborgvej til Skolevej være afspærret klokken 10-14.