Friis Bach færdig som minister
Egedal-borgeren trak sig torsdag fra posten som udviklingsminister
Egedal kan ikke længere bryste sig af en lokal mand blandt regeringens ministre - torsdag gik udviklingsminister Christian Friis Bach af som minister.
Årsagen er at ministeren har været fejlinformeret omkring, hvorvidt de omstridte rejseregler for GGGI formelt har været godkendt af bestyrelsen eller ej.
Det viser sig nemlig nu, at rejsereglerne har været et punkt under budgetdrøftelserne, og at de rent faktisk har været godkendt af bestyrelsen, hvilket er i strid med, hvad Christian Friis Bach gentagende gange har udtalt.
Har ikke fået informationerne
Ministeren selv har dog ikke været informeret om, at bestyrelsen havde godkendt rejsereglerne, alligevel vælger Christan Friis Bach at trække sig.
"Det er entydigt mit ansvar, at jeg videregiver de oplysninger, og derfor går jeg af som minister," sagde den nu forhenværende udviklingsminister på sit pressemøde tidligere i dag.
Han understregede, at beslutningen om at fratræde er ganske frivillig og sagde blandt andet:
"Når man har et ansvar, skal man også være klar til at tage et ansvar."
Er imod 1. klasses rejser
Ganløse-borgeren gjorde på pressemødet opmærksom på, at han personligt ikke har ændret holdning, på trods at at rejsereglerne altså er formelt godkendt af bestryelsen.
"Rejser på 1. klasse er ikke den måde, vi ønsker at bruge de danske udviklingsmidler på," lød det således fra Christian Friss Bach.
Han benyttede ligeledes sin taletid på at understrege sin glæde ved ministerjobbet:
"Jeg har været rigtig glad for at være minister, og måske har jeg været med til at bidrage til at give verden et skub i den rigtig retning, og skulle det være tilfældet, så er det ikke så ringe endda."