Fortsæt til indhold

Valgdagen sat i gang med 1000 spandauer

Bünyamin Simsek (V) forsøger på kommunalvalgsdagen at påvirke aarhusianerne med morgenkager

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Fra Venstres Valgcafé på Park Allé blev valgdagen indledt lidt over kl. 6 i morges. 1000 indkøbte spandauer blev pakket ind i valgmateriale og delt ud til morgentrafikanterne.
"Vil du ikke have en morgenkage? Husk at stemme i dag," lød budskabet fra morgenstunden.
Trods meningsmålinger der giver et klart flertal til rød blok og dermed en borgmesterpost til Jacob Bundsgaard (S), var det en tilfreds Bünyamin Simsek, der mødte vælgerne i den stille morgenregn.
"Jeg har en god følelse i maven. Vi har ført en god kampagne og gjort alt, hvad vi kunne. Nu er det op til aarhusianerne. Der er før sket overraskelser, når først folk går ind i stemmeboksen. Er der noget, jeg har lært i politik, så er det, at intet er afgjort på forhånd," sagde en morgenfrisk, udfordrende borgmesterkandidat Bünyamin Simsek.
I alt er 196 kandidater på valg til Aarhus Byråd i dag fordelt på 15 opstillingslister.
260.000 aarhusianere har mulighed for at afgive deres stemme fra kl. 9 til kl. 20 i aften og dermed sætte navn på de 31 pladser i byrådet for de kommende fire år.