DEBAT Endnu et rødt kort til de blå og grønne
Kommunalvalget var igen et 'rødt kort' til både Venstre og Konservative i Favrskov - både i direkte og i overført betydning…
Valgresultatet kan kun betegnes som skuffende for de to borgerlige partier.
Et rødt flertal har igen sat sig på magten i kommunen og de blå/grønne er igen sat uden for reel indflydelse af S og Ø.
Eller måske skal man hellere sige, at det var Venstres og Konservatives egne manglende vælgere, der gjorde det…
Hvorfor?
Fordi specielt Venstre i Favrskov ikke har 'leveret varen' i de seneste 8 år og de konservative må betale prisen for den generelle 'nedsmeltning' af partiet.
Hvad gik galt?
Det har ganske enkelt ikke været muligt at se forskel på 'rød og blå stue' hverken i det forrige byråd, hvor Venstre selv 'sad for bordenden' eller i det byråd, der har siddet de seneste 4 år. Efter valget i 2009 valgte Venstre at spille fornærmet over vælgernes dom og frasige sig udvalgsformandsposter. Det var det, der gik galt. De konservative tog trods alt dengang imod formandsposten i Teknisk Udvalg.
I den forgangne byrådsperiode har ingen (synlige) mærkesager skilt Venstre fra de øvrige partier. Derfor de manglende Venstre-stemmer ved valget.
Ude i 4 år
I fodbold får man én dags spillekarantæne, når man får et rødt kort, men i kommunalpolitik betyder et rødt kort for taberne af valget, at man er 'ude' i 4 år.
Skal borgerne så igen opleve, at Venstres byrådsgruppe vil ”sidde på hænderne” i den kommende byrådsperiode, som det (i hvert fald udadtil) har virket de seneste 4 år...
Hvornår lærer Venstre i Favrskov, at valg aldrig vindes i løbet af en valgkamp?
At en valgkamp kun er ”viel Geschrei und wenig Wolle”.
Valg vindes kun ved et langt, sejt træk i hele byrådsperioden, hvor man først og fremmest evner at lytte til borgene og dernæst evner at fortælle disse:
- hvad man vil...
- hvordan man vil...
- og hvornår man vil...
… gøre noget anderledes og bedre end de partier, der har rorpinden på rådhuset.