Man skal glæde sig til alderdommen i Skanderborg
Radikale Venstres 18-årige byrådskandidat vil sikre oprigtig omsorg og pleje til de ældre
Hvorfor stiller du op?
Jeg vil gøre en forskel i den kommune, jeg lever i, og så synes jeg, det er for dårligt, at der ikke er nogle unge i byrådet, når der er så mange unge i kommunen. Det skal laves om.
Hvad er dine tre vigtigste mærkesager?
Vi skal gøre en stor kommunal indsats for miljøet. Vi skal være en bæredygtig kommune med optimalt forbrug ved renoveringer og mindst muligt forbrug til opvarmning.
Dernæst er der kulturlivet og naturen. Vi har et rigt kulturliv omkring Kulturhuset, som skal fastholdes, og vi har en attraktiv by med en smuk natur, som skal vedligeholdes. Vores fine skove skal sikres til fremtiden, vi skal pleje å-løb og rense grøfter, så der altid ser godt ud.
Sidst, men ikke mindst er det vigtigt at tænke fremtiden ind i vuggestuer, børnehaver, skoler, arbejdspladser og plejehjem. Vi skal være stolte af de tilbud, vi giver i kommunen. Vi skal levere gode pasningstilbud og skoler og blive ved med at skabe arbejdspladser til kommunens borgere. De ældre skal opleve oprigtig omsorg og værdighed i plejen. Man skal se frem til at blive gammel og nyde alderdommen i Skanderborg Kommune, ikke frygte det.
Hvordan vil du gøre en forskel i byrådet?
Jeg kommer med noget ung energi til vores byråd. Jeg vil være med til at sikre, at alle i hele kommunen bliver hørt i de større byer og i lokalsamfundene. Vi skal kunne omfavne hele kommunen og lytte til børn og voksne, unge og ældre. Alle aldre skal høres.
Hvad er din baggrund for at gå ind lokalpolitik?
Jeg har altid haft en holdning til alting, og jeg synes, dem jeg holder med, skal vinde.
Derfor vil jeg gerne gøre en indsats. Jeg har siddet halvandet år i bestyrelsen i Radikal Ungdom Horsens og Skanderborg, og jeg har siden sidste generalforsamling været næstformand. Jeg har siddet i skolebestyrelsen på Skanderborg Gymnasium og været med til at starte LIB - Leg I Bolivia - op fra bunden som projektleder. Det er et indsamlingsprojekt, der støtter børn i Bolivia, og som har samlet 60.000 kroner ind i Skanderborg.
Hvem er dit politiske forbillede?
Det er Jeppe Mikkelsen. Jeg var med til at føre valgkamp for ham, da han blev valgt ind og på trods af skepsis omkring hans unge alder formåede han at få en plads i Folketinget, og han evner at leve op til forventningerne til et folketingsmedlem.