Fortsæt til indhold

Fem hurtige til Enhedslistens Maria Sloth Andersen

Lokalavisen Aarhus sætter fokus på partiernes spidskandidater frem mod valget til efteråret

Samfund
Af Christina S. Johansen

Hvordan er dit forhold til pressen:

"Jeg har et fint forhold til pressen. Jeg synes, at det er vigtigt at være meget i pressen, så borgerne kan se, hvad jeg mener. Jeg ser det som et talerør til at komme i kontakt med borgerne. Det er ikke så vigtigt, at være bedste venner med pressen, men det er vigtigt, at vi kan stole på hinanden. Jeg vil prioritere at give journalister et hurtigt svar, men vil samtidig ikke smide alt, hvad jeg har i hænderne - for jeg vil have lov at være til stede, i det jeg har gang i."

Hvad er dine ønsker til valgkampens indhold?

"Jeg brænder særligt for det arbejdsmarkedspolitiske og kunne godt tænke mig at tvinge specielt Socialdemokraterne til at tage stilling til, om kommunens ansatte bliver behandlet godt nok. Desuden håber jeg bare, at rigtig mange vil høre, hvad de forskellige partier står for - altså at flere generelt vil vise interesse for kommunalpolitik."

Hvad er dine mærkesager?

"Jeg vil kæmpe for, at Aarhus bliver bedre som arbejdsgiver - heriblandt at kommunen får flere praktikpladser. Jeg synes, at de ansatte i kommunen bør have et bedre arbejdsmiljø, hvor politikerne i stedet for at trækker regler ned over hovedet på dem - som med rygeloven - skal spørge medarbejderne, hvad de faktisk mener. Desuden bør kommunen være med til at uddanne minimum de personer, som kommunen selv får brug for. Altså for eksempel samme antal jurister, køkkenmedarbejder og lignende, som kommunen skal bruge. Alt for mange unge kan ikke gennemføre deres uddannelse, fordi de ikke kan få en praktikplads - her bør kommunen tage sin del. Derudover vil jeg kæmpe for flere boliger."

Hvad er Aarhus god til?

"Aarhus er rigtig god til at tiltrække studerende og til at lave store events, som markerer byen både indenrigs og i udlandet - eksempelvis Kulturhovedstad 2017. Begge dele er vigtige, hvis man gerne vil have en levende by med mange kompetencer."

Hvad er Aarhus' største udfordring?

"Boliger! Det er en kæmpe udfordring og har været det i lang tid. Særligt boliger i den billigere ende. Vi ser det jo år efter år til studiestart, hvor de unge bor i telte og campingvogne. Alt for mange bor desuden ulovligt i små kælder- eller loftsrum."