Fortsæt til indhold

Hun er modstandernes bedste ven

Maria Sloth, Enhedslisten, vil ikke gå med i forlig for enhver pris

Samfund
Af Hans Larsen

Den ekstremt stejle sti i Hasle Bakker er glat efter regn. Alligevel vælger vi den frem for en længere og knap så stejl rute. Maria Sloth, der er spidskandidat for Enhedslisten til kommunalvalget 19. november, prioriterer byens grønne områder højt, når hun lige at få sagt.
“Det er vildt vigtigt, at en by som Aarhus har naturområder. Og jeg vil slå et slag for, at vi bevarer dem og endda udbygger dem nogle steder,” siger Maria Sloth.
Og så sker det selvfølgelig. Da der ikke er nogen vej tilbage, erfarer vi på smertelig vis, at vi er ude på en regulær glidebane. Journalisten lægger sig ned tre gange. Maria Sloth vælter omkuld en enkelt gang men tager det med ophøjet ro.

Benhård opposition

Men når Maria Sloth efter nytår formentlig får en plads i byrådet, vil hun ikke falde på halen for hvad som helst.
Et scenarie er, at S og SF bliver afhængig af Enhedslisten, hvis der skal føres rød politik. Det får dog ikke Enhedslisten til at justere den nuværende rolle som benhård opposition. Partiet vil fortsat undlade at deltage i forlig, der ikke i høj grad er forenelig med partiets linje.
“Vi peger på Jacob Bundsgaard som borgmester, selv om vi langt fra er enige med ham i alt. Og vi har ikke tænkt os at give nogen lovning på, at vi stemmer for forlag fra S og SF, blot fordi vi konstituerer os sammen,” siger Maria Sloth.
Men tvinger I så ikke S og SF til at føre blå politik sammen med de borgerlige partier?
“Det er rigtigt. Et forlig uden os, vil sandsynligvis blive mere borgerligt. Men jeg køber ikke det som begrundelse for, at vi skal stemme for noget, vi ikke kan stå inde for.”

Navitas-bygningen på havnen er opført af østarbejdere, som ifølge Maria Sloth ikke har haft ordentlige løn- og arbejdsvilkår.

Går med i forhandlinger

Vil I så ikke blive jeres modstanderes bedste ven og miste indflydelse?
“Man får ikke indflydelse, hvis man stemmer for noget, man ikke går ind for. Så skriver man bare under på noget, som andre har besluttet. Men vi vil altid gå med i forhandlinger og forsøge at trække partierne i vores retning, så vi kan få indflydelse,” siger Maria Sloth.

Kun et enkelt forlig

I de seneste fire år har Enhedslisten kun været med i et enkelt forlig om udmøntning af folkeskolereformen. Ellers har partiet valgt at stå udenfor. Det hænger sammen med, at byrådet har sparet i alt en milliard kroner på serviceområdet, og Enhedslisten nægter at spare på børn og ældre.
Et andet forlig om lukning af Rundhøjskolen, som Enhedslisten gik med i, blev underkendt af partiets bagland, Afdelingsmødet, hvor alle partimedlemmer kan deltage. Det er nemlig den højeste myndighed.
“Hvis vi går med i et forlig, kan medlemmerne beslutte, at vi trækker os ud igen. Men vi går kun med i et forlig, hvis vi har på fornemmelsen, at vi kan skrive under på det i sidste ende.”
Men er det ikke upraktisk, at baglandet har vetoret?
“Det er korrekt, at det ikke er den mest effektive måde at praktisere beslutninger på. Men vi mener, at det er den mest demokratiske måde, og det er ret vigtigt at holde fast i,” siger Maria Sloth.
SFs spidskandidat Thomas Medom mener, at Enhedslisten i Aarhus er mere rød end folketingsgruppen. Men det afviser Maria Sloth. Hun udelukker heller ikke på forhånd, at partiet kan indgå i et bredt budgetforlig.
“Det er der intet principielt, der kan forhindre os i. Spørgsmålet er så bare, om vi kan få de andre med på et budget, der er godt nok til, at vi vil være med,” siger Maria Sloth.

Ønsker skattestigninger

På et afgørende punkt står Enhedslisten næsten alene med en mærkesag. Ligesom SF ønsker Maria Sloth at hæve erhvervslivets skat, kaldet dækningsafgiften, med et par promille. Hun mener, at det sagtens kan lade sig gøre, uden at det bliver svært at drive virksomhed i Aarhus.
Men derudover ønsker Enhedslisten også at hæve grundskyldspromillen, så ejere af en fast bolig kommer til at betale ekstra skat.
“Ejendomsskatterne er fastfrosset som følge af skattestoppet, så de facto har ejerne fået en skattelettelse. Derfor kan man godt øge grundskylden med et par promille, uden at folk må gå fra hus og hjem.”
Men er det retfærdigt at beskatte folk ekstra, fordi de ejer et hus?
“Man kan sige, at det ideelle havde været at øge indkomstskatten. Det ligger også i vores værktøjskasse. Men vi vælger at begynde med dækningsbidraget og grundskylden, da det ikke rammer førtidspensionister og studerende,” siger Maria Sloth.

Billig arbejdskraft

Vi er taget på patrulje og kører mod havnen. Her gør vi holdt ved Navitas-byggeriet, som Maria Sloth er meget kritisk over for. Hun fremhæver, at bygherren har anvendt billig østeuropæisk arbejdskraft, og det burde kommunen have forhindret, mener hun. Også selv om, at kommunen kun har stået for byggeriet af kælderetagen.
“Kommunen burde have sikret, at der gjaldt ordentlige løn- og arbejdsvilkår for hele byggeriet. Det kunne man have sikret i kontrakten.”
Hvorfor skal kommunen blande sig i en bygherres dispositioner?
“Når vi køber et produkt, så synes jeg i høj grad, at vi skal blande os i det i forbindelse med, at opgaven bliver udbudt,” siger Maria Sloth.

Er imod busbørn

Vi kører forbi en folkeskole, og Maria Sloth fortæller, at Enhedslisten ønsker et opgør med politikken om, at indvandrerbørn, der dumper til en sprogtest, skal tvinges til at gå på en bestemt skole.
“Hvis man gerne vil gøre dem bedre til dansk, skal man i stedet give dem modersmålsundervisning,” siger Maria Sloth.
Vi siger farvel til hinanden. Journalisten ved godt, hvad han skal nu, efter at han fik enden på komedie i Hasle Bakker: Hjem og skifte bukser.