Hjælp...hvem skal jeg stemme på?
Det er ikke let at sætte sit kryds, når det virker som om, at politikerne er enige om det meste og man ikke har tid til at sætte sig ind i hver enkelt af kommunens 94 byrådskandidaters valgprogram
“Jeg har ikke haft tid til at sætte mig ind, hvad politikerne står for. Det virker som om, at de er ret enige, så hvem skal jeg stemme på?” Spurgte en af mine bekendte fornylig.
Jeg overvejede længe, hvad jeg skulle svare.
“Øh. Jeg kan faktisk heller ikke få øje på de helt store forskelle,” indrømmede jeg, og ærgrede mig over, at jeg ikke havde et skarpt redaktør-svar i ærmet.
Jeg burde om nogen være godt klædt på til at svare på det spørgsmål. Jeg har overværet stort set alle byrådsmøder de seneste fire år. Jeg gætter på, at der har været flere hundrede læserbreve fra byrådskandidaterne igennem mine hænder, siden valgkampen begyndte for et par måneder siden. Jeg indrømmer blankt, jeg ikke har nærlæst dem alle, og at jeg ikke har været til vælgermøder hveranden aften. Jeg ville hellere spille Matador med min datter.
30 ud af 948 sager splittede byrådet
Alligevel tør jeg godt påstå, at der i 2013 ikke har været de helt store ting at være uenige om op til kommunalvalget i Skanderborg. Venstre vil sænke skatten, men der er ikke råd til det lige nu, så det er først på langt sigt. Liberal Alliance holder fast i, at skatten skal sænkes nu, men har ikke fremlagt nogen detaljeret plan for, hvordan det skal finansieres. Socialdemokraterne vil ikke sænke skatten de næste fire år, men afviser ikke, at det kan komme på tale, når der er bedre plads i økonomien. Begge fløje i byrådet vil forbedre vilkårene for børnefamilier, ældre, unge og erhvervslivet. Det er lidt irriterende, at de er så enige, når man nu skal bestemme sig for, hvor man skal sætte sit kryds. Og dog. Da jeg satte mig ned og gennemgik alle de 948 sager, som politikerne har behandlet på byrådsmøderne de seneste fire år, blev jeg faktisk lettet over, at de er så enige. Hvis de skulle have brugt ligeså lang tid på at diskutere samtlige sager, som de har brugt på at diskutere de cirka 30 sager, som har splittet byrådet i samme periode, er jeg bange for, at udviklingen i vores kommune, ville være gået i stå.
Jeg stemmer på en, der ligner mig selv
De lange diskussioner om lokalplanen for festivalens grund i Vrold, sponsorstøtten til Skanderborg Håndbold, vindmølleplanen, det bremsede boligbyggeri på Horsensvej 19, Affaldsplanen, nedlæggelsen af syv små valgsteder, børnehaven Bakkelys fremtid og helhedsplanen for Dyrehaven har helt sikkert været vigtige og berettigede. Men det er også vigtigt, at politikerne kommer ud over stepperne og får truffet fælles beslutninger, så vores kommune hele tiden udvikler sig. Derfor må jeg med glæde give min bekendte ret i, at de er ret enige. Og derfor kan jeg ikke give hende et hurtigt svar på, hvor jeg synes, at hun skal sætte sit kryds, men jeg har selv tænkt mig at stemme på en kvinde med børn i det egoistiske håb, at hun vil sætte nogle af de emner, som optager mig, på dagsordenen.