Fortsæt til indhold

Derfor siger Amin Skov ja

Den landskendte restauratør har sagt ja til at bestyre den restaurant, han for nylig gik konkurs med

Samfund
Jeppe Rafn

"Jeg har fået adskillige jobtilbud, så jeg kunne have lavet noget andet og få mere for det. Men jeg tror stadig på projektet og brænder for det. Det er her, mit hjerte ligger," siger Amin Skov, efter han har taget imod et tilbud om at blive bestyrer af Restaurant Vejlegården, som en gruppe investorer ønsker at genåbne.
Amin Skov overtog restauranten i november 2011 og nåede således kun at have åbent i cirka et år, inden branden i december 2012 satte en stopper for ham som ejer og bestyrer af Restaurant Vejlegården. Det lykkedes aldrig for Amin Skov at få genåbnet restauranten, der med ham som ejer for nylig gik konkurs.
"Man kan ikke rigtig regne med det første år, man åbner en restaurant. Vi ville som minimum have givet det to år for at se, om projektet var levedygtigt."

Forretning eller konflikt?

Amin Skov fortæller, at han er meget beæret og positivt overrasket over, at folk fra nær og fjern har givet tilsagn om 200.000 kroner, så Restaurant Vejlegården kan genopstå med ham som bestyrer.
Han var derfor positivt indstillet overfor at skulle mødes med initiativgruppen, der vil genåbne restauranten. Men der var lige noget, han skulle have på det rene, inden han ved torsdagens møde satte sin underskrift på en kontrakt med det nye selskab.
"Det første, jeg spurgte til, var om de gjorde det for at fortsætte konflikten. De forsikrede mig om, at det ikke var derfor," fortæller han.
Han er til gengæld bange for, at 3F vil genoptage konflikten, fordi det nye selskab bag restauranten har tænkt sig at lave overenskomst med Kristelig Arbejdsgiverforening.
"KA er en medspiller, og jeg synes, at de har den bedste overenskomst med nogle minimumsstandarder, man kan bygge videre på, når det begynder at gå godt. Jeg vil gerne give min køkkenchef en Porsche, når der er råd til det, men indtil videre må han nøjes med en Kia," siger Amin Skov.