“Giv os sundere skolemad”
Holdningerne er solide, og diskussions-evnerne er på plads for ungebyrødderne fra Silkeborgvej
Budskabet er klart fra de fire unge mennesker rundt om bordet:
“Vi vil have sundere skolemad - noget ordentligt med masser af vitaminer,” siger de alle fire nærmest i munden på hinanden.
“Der bliver forventet så meget af os, men det er altså svært at levere noget, når man bare er dvask af for dårlig mad,” fortsætter Jonas Robbestad Søndergaard fra 8.C på Næshøjskolen.
Og skolemaden er ikke det eneste, som de fire folkeskoleelever slår ned på som vigtige sager for dem:
“Vi vil gerne have mere UU-vejledning - det burde være muligt at få mere individuel vejledning,” siger Asta Brun og Caroline Marie Gehlert Hansen begge fra 9.D på Gammelgaardsskolen.
Endelig er de alle enige om, at der burde være flere ungdomsmødesteder i byen.
“Vi kan gøre en forskel”
Diskussionen bølger frem og tilbage hen over bordet. De argumenterer, finder fordele såvel som ulemper - i det hele taget opfører de sig ganske, som man kunne forvente, at byrådsmedlemmer gør.
Og byrådsmedlemmer er de da også - eller mere præcist ungebyrødder.
De fire unge mennesker, som Lokalavisen Aarhus har sat i stævne, repræsenterer nemlig Silkeborgvej i årets Børne og Unge-byråd, som består af 31 unge og ni suppleanter fra ni forskellige områder af Aarhus. Alle er de blevet valgt til ungebyrådet af deres skolekammerater - og de tager skam deres byrådsposter ganske seriøst.
“Det er vigtigt at turde have sin egen mening om tingene og ikke bare være en medløber. Man skal tage ansvar for sit eget liv og sige fra og til,” siger Nadia Langkjær Hvildsted Jørgensen fra 8.A på Engdalskolen.
“Når vi får tilbudt indflydelse, er det da bare med at udnytte det. Vi kan faktisk være med til at gøre en forskel for os selv og for elever efter os,” fortsætter Asta Brun.
Ungebyrådet skal nemlig finde til tre sager, som de skal forsøge at få “det voksne” byråd til at gennemføre.