Fortsæt til indhold

Vi vil tage den lidt større pung frem

Butikkerne forventer, at julehandlen bliver god og større end sidste år. Men der er et stykke vej til jubelåret 2008 før finanskrisen

Samfund
Af Hans Larsen

Aarhusianerne vil tage den lidt større pung frem, når de i de kommende uger skal købe julegaver til familie og venner. Det forventer byens butikker. Og dermed er der ikke udsigt til en sparejul. Men heller ikke en jul, hvor der bliver sat nye jubelrekorder.

Op til jubelåret 2008, hvor finanskrisen endnu ikke havde dæmpet danskernes privatforbrug, steg omsætningen eksplosionsagtigt jul efter jul i Aarhus' butikker, indkøbscentre og stormagasiner. Dankortene glødede, når aarhusianerne shopppede stort ind i voldsom trængsel og alarm.

Vendte hver en krone

Men så kom finanskrisen, hvor borgerne vendte hver en krone, før den blev brugt. Og først sidste år blev der konstateret et lille lys i mørket i form af en lille fremgang i omsætningen, lyder det fra direktør i Aarhus City Forening, Claus Bech. Han tror, at det bliver en smule bedre i år.

“Mine forventninger til i år er da, at der kommer endnu mere gang i julehandlen. Vi er kommet forbi de værste år under krisen. Så jeg har en forventning om, at vi får en rigtig fornuftig julehandel, der absolut som minimum er på niveau med sidste år,” siger Claus Bech.

Sparer ikke ind til benet

Så det bliver en hæderlig omsætning?

“Ja, det er min forventning, at folk vil lette lidt mere på pungen. Flexlånsrenten er lige låst fast på et historisk lavt niveau, og det har skabt ro i mange hjem. Julen er også typisk sådan en tid, hvor der ikke spares ind til benet. Så det bliver en pæn julehandel,” siger Claus Bech.

Han har intet bud på, hvornår der er chance for, at julehandlen igen slår ny jubelrekord.
“Det må tiden vise. Endnu er der ingen, som går med armene i vejret. Men der er en spirrende optimisme,” siger Claus Bech.

Større optimisme

I Bruun's Galleri stiger omsætningen i julehandlen hvert år, men under finanskrisen har det kun været beskedent. I år er optimismen lidt større, lyder det fra Centermanager Claus Brandgaard. “Vi ser frem til julehandlen med stor glæde. Det er ingen hemmelighed, at julehandlen er en vigtig del af årets omsætning,” siger han.

Vækst på tre procent

“Sidste år havde vi en vækst på tre procent, og i år forventer vi at lande på et lignende niveau eller måske et par procent over,” siger Claus Brandgaard.

Er der butikker, hvis eksistensberettigelse afhænger af en god julehandel?

“Det er måske for meget sagt. Men inden for mange brancher er julehandlen en ekstrem vigtig ting. Jeg tror alle ville sige, at hvis julehandlen forsvandt, ville det ikke være sjovt at være detailhandler,” siger Claus Brandgaard, der glæder sig til julehandlen hvert eneste år.

Går forrygende

Hos Salling blev årets julekatalog sendt ud i slutningen af oktober, og i de første uger af julehandlen går det allerede forrygende, oplyser salgs- og marketingschef Lars Højgaard. “Vi forventer på den baggrund, at det bliver en stor julehandel. Vi synes, at vi er kommet godt i gang i november måned, og vi tror helt sikkert, at julehandlen bliver bedre end sidste år. Det virker som om, at der er mere optimisme at spore hos kunderne, og at det ikke er julegaverne, der bliver sparet på,” siger Lars Højgaard.