Håb om en bred aftale
Der er stadig håb om en bred konstituering efter kommunalvalget, siger borgmester Willy Eliasen. Tre partier er i tænkeboks
Der er lavet en aftale – en såkaldt konstituering – for de næste fire år i Egedal Byråd. Den blev lavet på valgnatten og har opbakning af Socialdemokraterne, De Konservative, SF og Venstre. Men Liberal Alliance, Radikale Venstre og Dansk Folkeparti er gået i tænkeboks.
”De har fået et tilbud om at være med i aftale. Jeg håber og tror på, at de siger ja, men i øjeblikket tænker de tre partier over det,” siger borgmester Willy Eliasen (V).
”Jeg venter på deres svar og deres ønsker for at være med i konstitueringen,” tilføjer Willy Eliasen.
Bedst hvis alle er med
Borgmesteren, som også er borgmester fra første januar 2014, siger, at det vil være bedst for Egedal og det politiske arbejde, hvis alle partier er med.
”Jeg synes, at den aftale, der allerede er på plads, er bred. Vi deles om posterne. Men jeg ser altså gerne, at alle er med. Hvis det sker, så lover det godt for samarbejdet i det nye byråd i de næste fire år. Vi vil undgå blokdannelser, som jeg er meget imod. En meget bred konstituering betyder beslutninger på et bredt grundlag, og alle vil føle et ejerskab for beslutningerne,” siger Willy Eliasen og fortsætter:
”De kommende fire år står vi over for store opgaver. Det er på skoleområdet, hvor vi skal have implementeret skolereformen og den nye skolestruktur. Det er på daginstitutionsområdet, hvor vi skal have set på blandt andet bedre normering af personalet, og så er der ældreområdet,” fortæller Willy Eliasen.
Færre men større udvalg
Konstitueringen på valgnatten betyder, som Lokalavisen Egedal tidligere har fortalt, at to udvalg bliver nedlagt. Det drejer sig om Familieudvalget og Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalget. Opgaverne fra Familieudvalget bliver lagt ind under to udvalg. Området med daginstitutionerne bliver lagt ind under Skoleudvalget, mens de sociale områder kommer ind under Social- og Sundhedsudvalget.
For at øge fokus og på grund af de mange og flere opgaver de kommende fire år bliver de to udvalg større. Skoleudvalget får syv medlemmer i stedet for fem. Det samme sker for Social- og Sundhedsudvalget.
Opgaverne fra Erhvervs- og Beskæftigelsesudvalgets bliver nu en del af arbejdet for Kultur- og Fritidsudvalget.
”Erhvervs og beskæftigelsesområdet bliver ikke nedprioriteret. Der vil stadig være fuld fokus på området, men dagsordnerne for udvalget har været tynde, og møder er blevet aflyst. Derfor bliver det slået sammen med Kultur- og Fritidsudvalget, hvor der er plads til området,” siger Willy Eliasen.
Tynde dagsordner og lidt arbejde er også grunden til, at Familieudvalget bliver nedlagt.
Aftale klar
Om der bliver en konstituering med alle partier, vil der komme svar på i løbet af kort tid. Willy Eliasen tror på, at der vil komme en aftale tirsdag. Lige nu sidder alle partier og vurderer, hvilke udvalg de gerne vil være med i. Når alle er kommet med ønskerne, skal pladserne fordeles.
Jens Jørgen Nygaard fra De Konservative tør godt komme med et bud på, om de sidste tre partier bliver en del af konstitueringen:
”Det tror jeg, at de gør. Det er kun et spørgsmål om betaling med pladser i udvalg,” siger Jens Jørgen Nygaard.