Fortsæt til indhold

Konservatives tronfølger ude i kulden

Samfund
Susie Jessen

"Jeg er skuffet. Det ville jo være underligt, hvis jeg ikke var det". Ordene kommer fra Tine Roos Nørgaard, som efter otte år i byrådet i Kolding i går måtte vinke farvel til sin plads i byrådet. De konservative måtte nøjes med en enkelt plads, som gik til partiets spidskandidat, Knud Erik Langhoff.

Tine Roos Nørgaard har i indeværende periode siddet på posten som Socialudvalgsformand - en af de populære poster i byrådet. Den post bliver nu overtaget af Lis Ravn Ebbesen (SF), der havde siddet på posten i 16 år, inden Tine Roos Nørgaard overtog den.

Tine Roos vil ikke fortælle hvad fremtiden bringer for hende.

"Det som det drejer sig om for mig nu, er at jeg får indhentet noget søvn og så skal jeg slappe af. Jeg skal have snakket med Knud om hvordan vi i fremtiden får arbejdet sammen om vores fælles opgave i de konservative. Jeg skal stadig være med, men i en anden form for samarbejde. Jeg er på ingen måde slået af hesten", fortæller Tine Roos Nørgaard.

Det nu tidligere byrådsmedlem er heller ikke færdig med at arbejde med politik. Hun stiller nemlig op til det næste folketingsvalg. Om ambitionerne nu drejer sig om at komme ind på Borgen, vil Tine Roos Nørgaard på nuværende tidspunkt ikke ud med. Heller ikke om hun stiller op ved næste byrådsvalg.

"Vi har godkendt valget, så rolig nu. Der kan nå at ske rigtig meget før næste valg. Men jeg er ikke færdig med at være konservativ.".