Venstres formand samler underskrifter ind fra frustrerede vælgere
Henning Andersen har startet en underskriftsindsamling, som skal give utilfredse vælgere en mulighed for at udtrykke sig
"Mindre spild af blå stemmer". Det er overskriften på den online underskriftsindsamling, som formanden for Venstre i Hillerød, Henning Andersen, har startet.
Han har blandt kontaktet mulige underskrivere med teksten: “Føler du dig snydt af de konservative i Hillerød?”.
Formålet med underskrifterne er at give de vælgere, som er utilfredse med "den måde, der er valgt borgmester på", en mulighed for at udtrykke denne utilfredshed.
"Vi vil give folk mulighed for at give udtryk for deres frustrationer på en seriøs måde. Indsamlingen skal vise, at det ikke bare er os, der påstår, at mange er utilfredse. På den måde kan folk skrive under på en autoriseret og gennemtjekket måde. Vi har også samlet underskrifter ind på Torvet. Vi fik cirka 80 på kort tid," siger Henning Andersen.
Holde sober tone
Han har også set, hvor voldsom en debat, der bliver ført på de sociale medier, og vil gerne give folk mulighed for at komme til orde med deres protest på en mere sober måde.
"Vi vil ikke lægge navn til voldsomme personangreb, og man kan ikke laste Venstre for de mange hårde ord på diverse tråde på facebook. Vi har en forventning om, at vores kandidater og organisationsfolk holder en sober tone," forklarer han.
Henning Andersen har dog selv, ligesom Venstre-politikeren Dan Riise, på sin Facebook-profil beskyldt Dorte Meldgaard for at fortælle en løgn i TV Lorry, da hun sagde, at Konservative havde forhandlet med de borgerlige på valgnatten.
Han understreger, at underskrifterne ikke bare er en tom protest fra partiets side.
"Vi håber, at en eller to fra den konservative gruppe vil synes, det der er sket, er forkert - eller at nogen i det konservative bagland går ind og siger, at det her er bare ikke rigtigt. Vi har fået en borgerlig borgmester - men en rød politik."
Påvirker ikke
I den konservative gruppe er Mette Thiesen et af de nyvalgte byrådsmedlemmer - og hun afviser, at underskriftsindsamlingen påvirker hende.
"Jeg må indrømme, at jeg er meget forundret over, at de vælger at gribe det hele an på den måde. Det må være sådan, at vi hver har vores udlægning af sagen, og der to forskellige udlægninger af, hvad der er foregået på valgnatten. Jeg tror på min egen leder og bakker hende 100 procent op. Så deres mulighed for at påvirke mig er lig nul," siger hun og udviser samtidig forståelse for, at de borgerlige partier oplever en masse følelser lige nu:
"Det er helt reelt, at nogle har en masse følelser omkring det her forløb, men det er rigtig ærgerligt at lade det udmønte sig underskriftsindsamlinger og protestfacebooksider".
Heller ikke konservative Bente Claudi vil lade sig lokke over i en ny konstituering, siger hun:
“De kan spare deres kræfter. Jeg er, hvor jeg er, og det bliver jeg ved med at være. Jeg bakker Dorte fuldt op. Nu håber jeg, vi kan få noget ro og komme i gang med arbejdet i stedet. Jeg synes, det er trist at starte samarbejdet i det nye byråd på den måde,” siger hun og fortæller, at hun er blevet kontaktet af flere borgere, som har ment, at hun skulle skifte side.
I skrivende stund har 123 personer skrevet under.