Smag, duft og føl når du shopper
I fremtiden skal alle sanser i brug, når kunderne handler i de aarhusianske butikker
Smag vinen, se de flamberede pandekager blive tilberedt på bordet forand dig, eller se på kunst, imens du får klippet håret.
I fremtiden skal detailbutikkerne tilbyde kunderne noget ekstra i den hårde konkurrence mod internettet. Og det kan de gøre ved at appellere til alle kundens sanser.
“Jo flere sanser, som man bruger til at fastholde kunden, jo mere får man dem til at komme igen. Det handler ikke kun om et bestemt produkt, da de også kan købe det på internettet, men hvis de føler, dufter og smager varen, så får man virkelig kunden i tale,” siger Dorrit Bøilerehauge, som er selvstændig brandingekspert, og snart udkommer med bogen Brand Elegance, som blandt andet handler om sanseoplevelser.
Jægergårdsgade i Aarhus er et af de steder, hvor de har formået at inddrage kundens sanser. Her kan man smage vin ved vinhandleren Smag Først, høre tjeneren fortælle menuen hos Klassisk 65, eller se på kunst ved frisøren, Troldspejlet.
Og Dorrit Bøilerehauge er da heller ikke i tvivl om, at netop Jægergårdgade er et af de steder, som har formået at følge med fremtidens oplevelseskoncept i detailhandlen.
“ Man kan sige, at Jægergårdsgade er en sansegade med caféer, restauranter og små individuelle butikker, som giver en rigtig god stemning for kunderne,” siger hun.
Men hun mener da også, at det er nødvendigt for de aarhusianske butikker at finde sanserne frem, hvis de skal fastholde kunderne i fremtiden.
“Jeg er sikker på, at vi ser mere til sanserne i fremtiden, hvor butikkerne søger vejledning og inspiration for at fastholde kunderne, når de handler. Det bliver de nødt til for at kunne konkurrere med internettet” siger hun.