Fortsæt til indhold

Valget er slut - nu skal der forhandles

Samfund
Claus Krogh

Aarhusianerne har stemt - nu skal stemmerne tælles op. Imens sidder de politikere, der er på valg og venter på resultatet. Samtidig er de første spæde tanker omkring, hvem skal have hvilke poster allerede sået. Men hvad sker der i løbet af aftenen på rådhuset her i Aarhus?
Vi fremhæver nogle af de mest interessante spørgsmål:
- Hvad vil Enhedslisten? Fire mandater - måske fem - og næsten garanti for en rådmandspost. Men ikke til partiets spidskandidat Maria Sloth - men derimod til nummer to på listen Jette Jensen. Hvorfor? Et godt bud kan være, at Enhedslisten godt ved, at hvis man er rådmand i Aarhus, så står man ikke ligefrem i byrådssalen og råber borgmesteren og den førte politik lodret imod. Ved at fordele opgaverne imellem sig, kan Maria Sloth fremstå som ægte Enhedsliste-materiale og måske ad den vej få endnu mere indflydelse i partiet på landsplan - mens Jette Jensen kan få en lukrativ rådmandspost til erstatning for sit nuværende lærerjob.
- Hvad gør De Konservative? Hvis Marc Pererea Christensen får et mandat, er hans chancer udspillet. Men hvis han med sit valgforbund kan slæbe to mandater hjem, så har han en chance for at få et af de tre nye ben, hvor man er menigt medlem af magaistraten. Men - vil han forære borgmesteren sine mandater for måske også at få flere udvalgsposter og andre gode ben? Eller bliver han i den borgerlige lejr?
- Hvad med Liberal Alliance. Spidskandidaten Lars Boje ryger efter al sandsynlighed ind. Han har tidligere sagt, at han vil være ren opposition og kun sige ja til noget, der er ægte Liberal Alliance-politik. Hvor stiller han sig, hvis hans valgforbund med Venstre og DF giver ham mulighed for at blive menigt medlem af magistraten.
Følg med her på Lokalavisen - vi vil se, om vi kan få svarene til dig i løbet af aftenen.