Fortsæt til indhold

18-årig fik fire et halvt års fængsel for brande og røverier

Udover fængselsdom modtog den 18-årige en betinget udvisning. Tre andre på 16-18 år blev også dømt

Samfund
Arkiv

En 18-årig mand er af retten i Glostrup i dag blevet idømt fire et halvt års fængsel for at brænde ungehuset Frihjulet af den 12. marts marts, samt for en stribe andre brande, røverier og vold.
Fire unge var tiltalt for retten i en nævningesag for vold, røverier og en stribe brande i Albertslund.
Den 18-årige hovedtiltalte blev dømt for brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder, fordi han satte ild på Frihjulet.
Retten dømte ham yderligere for at brænde to affaldscontainere af i Albertslund og for to væbnede røverier mod Aldi i hhv. Albertslund Centret og på Egelundsvej i februar. Endelig blev han dømt for at slå en kvinde i ansigtet og stjæle hendes jakke.
Udover de fire et halvt års fængsel blev den 18-årige også idømt en betinget udvisning af Danmark med en prøvetid på to år. Han har udbedt sig betænkningstid om hvorvidt han vil anke dommen til landsretten.
"Retten gav anklagemyndigheden medhold i, at det var en skærpende omstændighed, at brandene blev påsat i en periode, hvor Albertslund var plaget af brandstiftelser", siger senioranklager Helene Schrøder.

Tre andre også dømt

En 17-årig blev dømt for tre containerbrande i Albertslund og for medvirken til tyveri af den føromtalte kvindes jakke.
Han fik seks måneders fængsel, heraf fem måneder betinget med en prøvetid på to år. Han blev desuden betinget udvist af Danmark med en prøvetid på to år. Den 17-årige ankede dommen på stedet.
En anden 18-årig blev dømt for at være med til det væbnede røveri mod Aldi på Egelundsvej den 22. februar. Han fik seks måneders fængsel, heraf fire måneder betinget med en prøvetid på to år. Han har også udbedt sig betænkningstid om dommen skal ankes til landsretten.
En 16-årig blev dømt for at have sat ild på to skraldespande, som sad på en bygning i Stjernens Kvarter. Også han blev dømt for Aldi-røveriet på Egelundsvej.
Han blev desuden dømt for et andet røveri, hvor han truede en dreng til at aflevere sin mobiltelefon, og efterfølgende vidnetrusler mod drengen. Han fik halvandet års fængsel til senere afsoning. Han har også bedt om betænkningstid i forhold til anke.