Carport pakket ind i valgplakater
Lokal politiker hænger alle sine valgplakater op hjemme i carporten for at skåne borgerne
Til midnat lørdag går jagten ind på kommunens lygtepæle, som i stor stil får selskab af photoshoppede lokalpolitikere på træplader. Allerede torsdag eftermiddag blev de første 30-40 plakater hængt op på en stille villavej i Stilling. Her havde den lokale byrådspolitiker, musiker og festivalkonferencier Frank "Megabody" Damgaard (S)valgt at banke hele sin kvote valgplakater op i garagen. "Det er ikke forsvarligt, at sende en mand i min alder og med min tyngde op i en lygtepæl for at lave akrobatiske øvelser. Iøvrigt ville det være dybt uansvarligt at risikere at de få, som dog udviser interesse i at slå sig ned i Skanderborg Kommune, skulle starte med at støde ind i mit kontrafej, straks de har krydset kommunegrænsen. Det kan da få hvem som helst til at fortsætte til Horsens," siger Frank Damgaard med henvisning til et af de helt store temaer i valgkampen, den manglende tilflytning til kommunen.
Selvom Frank Damgaard har valgt at holde lav profil, hvad angår udbredelsen af sine røde valgplakater i hele kommunen, havde han alligevel inviteret pressen på varme lumumbaer, kage og livemusik i garagen torsdag eftermiddag. Her spillede socialdemokraten han sammen med sønnen i dagens anledning nummeret "Working class hero," så højt, at det gav genlyd i hele parcelhuskvarteret.
"Jeg har sendt en forsigtig skrivelse ud til naboerne om, at jeg ville pakke garagen ind i valgplakater, men at jeg ville holde det hele inde på min grund, og jeg har ikke hørt nogle vilde protester, så jeg regner med, at det er i orden," forklarede musikeren, som blev valgt ind i byrådet for første gang for fire år siden.
Dengang lovede han vælgerne, at han ville holde op med at ryge, hvis han blev valgt ind, og det løfte har han opfyldt.
Hvilke mærkesager har du så denne gang?
"Jeg har lært meget under min første byrådsperiode, og jeg synes ikke, at man kan kaste sig ud i så omfattende en opgave, som det er at være lokalpolitiker, for en enkelt mærkesag. Men ældre og handicappedes vilkår og at sikre, at vi får ført planerne om eksempelvis byggeriet på Pilgrim-grunden ud i livet, er nogle af de ting, der ligger mig på sinde," siger Frank Damgaard.