Lektiecafé har fået de unge til at stemme
17plus i Viby har haft fokus på kommunalvalget, og det har gjort, at mange af de unge har stemt
Der står valgflæsk på bordet. Ikke stegt flæsk, men de små vingummiflæsk.
Der er dømt valgaften på lektiecaféen 17plus i Viby.
Gennem en uge har stedet haft fokus på at få de unge til at stemme. Der har været mulighed for, at de har kunnet teste sig selv, og de har lært om, hvor vigtigt det er at gå til stemmeurnerne og meget tyder på, at de unge har hørt efter.
I hvert fald var der på den første lille time i lektiecaféens åbningstid en stemmeprocent på næsten 100 blandt de unge.
18-årige Halla Haassan, der til dagligt går i 2.G på Viby Gymnasium, er én af dem, der har sat sit kryds i dag.
“Jeg vil gerne have indflydelse på, hvordan Aarhus udvikler sig. Jeg har ikke været i tvivl om, hvor jeg skulle sætte mit kryds,” siger hun og fortæller, at det blev sat ved Det Radikale Venstre.
Demokratiet er vigtigt
Mellem lektierne ved bordene bliver der også diskuteret valg.
En af drengene har ikke fået stemt endnu, men projektkoordinator i 17plus, Villads Brodahl Müller forsøger at overbevise ham om, at det er vigtigt, og hvis han ikke har en holdning, er det bedre, at han stemmer blankt, end at han slet ikke gør.
Rodwan Aden, der også går på Viby Gymnasium, går stærkt ind for det danske demokrati.
Da Lokalavisen er forbi, har han endnu ikke stemt, men han skal af sted.
“Det er vigtigt at gå ned og stemme. Når man bor i et demokratisk land som Danmark, er det vigtigt at stemme, især hvis man tænker på, at der er nogle lande, der ikke har demokrati,” siger Rodwan Aden, der stemmer på den røde fløj, og glæder sig rigtig meget til at sætte sit første kryds.
Endnu en af drengene kommer til. Han slår sig ned ved bordet, og også han har været en tur i stemmeboksen.
“Jeg er blevet vejledt til at stemme på SF, og jeg synes, det er en pligt at stemme, og jeg føler, man på den måde er med i det danske samfund,” siger Gökhan Avci.
De mange streger ud for ja'et på 'har du stemt-sedlen' glæder Villads Brodahl Müller:
“Jeg tænker, at vores indsats har været god. Det handler om at plante et lille frø. Jeg er helt overbevist om, at vi har fået nogle til at stemme, som ellers ikke ville have gjort det. Hvis ikke de har stemt, når de kommer, så lægger vi hårdt pres på dem og fortæller, at det er bedre at stemme blankt end slet ikke at stemme,” siger han.