Slo Down har været på vej i 30 år

Slår man op på wikipedia står der om Slo Down: "Bandet har eksisteret siden 1983 uden den helt store anerkendelse."
Det aarhusianske reggaeband har ikke desto mindre fortsat musikproduktionen og liveoptrædenerne ufortrødent gennem årene og kan fredag fejre sine 30 år med en jubilæumskoncert på Fatter Eskil.
Det skyldes ikke mindst bandets grundlægger, forsanger, sangskriver og guitarist Ole Brockmann, kaldet Don Brock, der har bevaret sin kærlighed til reggaemusikken og bigbandet på trods af, at anerkendelsen aldrig er kommet.
"Der har været et misforhold mellem at være et Aarhus-band og så spille international reggae. Det har ikke været så ligetil for os at bryde igennem med den slags musik her," siger Ole Brockmann.
Han lægger ikke skjul på, at han lider af ADHD og at han en stor del af sit liv har levet uden en fast adresse og med for meget alkohol i blodet. Indtil han fik sat en diagnose på det kaos, han oplevede i hovedet.
"Det ramte mig så inderligt, da jeg hørte Bob Marley and the Wailers første gang. Det lød så fedt. Det ville jeg også. Min vision var som 17-årig at skabe et stort fuldtudstyret reggaebigband og blive en verdenstjerne med det. Jeg havde ikke tænkt over, at Bob Marley var én ud af en trillion. Jeg havde ikke tænkt på, hvor meget forarbejde, der lå bag," siger den i dag 47-årige Ole Brockmann.

74 musikere har været med

Gennem årene har navne som Camille Jones, Benjamin Kissi og Abdullah S været med i Slo Down, inden de gik solo. I alt kan Ole Brockmann tælle sig frem til at 74 musikere har været inde over det 14 mand store reggaebigband. Og selvom det undervejs er gået op for ham, at han aldrig bliver verdensstjerne, og må have et fast arbejde som lydtekniker, så har han aldrig sluppet bandet eller reggaen.
"Det blev for mig et refugium. Og derfor er jeg nok delvist gået i stå siden da."
Han beskriver bandets position til at være et niveau under subkulturen.
"Der er vel 50-200, der ved, hvem vi er og som kommer til vores koncerter. Vi har aldrig hittet, og vi kommer nok aldrig til det," erkender Ole Brockmann.
Men alligevel bliver du ved?
"Ja, det er lidt som terapi for mig, tror jeg. Ambitionen er ikke som i mine unge dage at skrive nyt materiale hele tiden. Der kommer lidt nyt i ny og næ. Men nu er ambitionen at vedligeholde de numre, der er vellykkede, og integrere nye medlemmer. Det skal ikke være for nyt og smart."
Undrer det dig, at I aldrig er brudt igennem?
Ja, det gør det. Vi har spillet rigtig mange koncerter. Nogle har bare været for en rulle kiks og en kvart rugbrødsmad, men et af højdepunkterne var på Skanderborg Festival i 1994, hvor Inner Circle meldte afbud fire dage før koncerten. Da blev vi ringet op. Og det var en stor oplevelse at stå på bøgescenen lørdag aften kl 19. Bagefter kunne jeg slet ikke forstå, at der ikke kom nogle journalister."
"Men på den anden side kan jeg jo godt forstå, at vi nok er et uoverskueligt stort orkester. 14 mand er mange at skulle have ind på scenen og aflønne. Jeg tror også, der er lidt berøringsangst over for vores musik, der er engelsksproget og lyder meget anderledes og tager nogle tunge emner op."

En Ferrari lyder bare bedre

Har du aldrig overvejet at skære ned på antallet af bandmedlemmer?
"Nej, det lyder jo fantastisk godt. Jeg tror, det er lidt på samme måde som folk, der køber en Ferrari. Den lyder bare bedre. Vi spiller det kompromisløse livesæt, hvor der er plads til alle brikkerne i puslespillet. Med 5.000 stemmer i stedet for 17. Alt andet tænder mig ikke."
Kommer gennembruddet?
"Det kan det godt. Jeg elsker stadig den her musik, men jeg er nok blevet lidt mere hyggelig med det med alderen. Jeg ser ikke Slo Down blive spillet på P3, men man kan aldrig vide."