Billeder fra en by i forandring
- eller fra massakren mod en provinsby. En ny bog viser Hillerød som det så ud i en arkitektonisk brydningstid i 1963-64
Lokalhistorisk Forening i Hillerød er elskværdig.
Det må være den eneste grund til, at de historiske interesserede damer og herrer med formanden Asger Berg i spidsen nøjes med at konstatere at "billederne taler for sig selv" i stedet for at gå mere kritisk i kødet på byudviklingen i Hillerød i forbindelse med udgivelsen af en ny bog.
Bogen hedder nemlig Hillerød 1963 og rummer billeder taget i årene 1963-64. Her stod Hillerød i en arkitektonisk brydningstid. I bedste 1960'er-stil bankede bulldozerne igennem byen og nedlagde ejendomme, der i dag ville være værdifulde i bymiljøet.
Billederne er taget af civilingeniør Mogens Selsøe Sørensen, der i begyndelsen af 1950'erne fik stilling ved Frederiksborg Amts Vejvæsen i Hillerød. Han satte sig for at dokumentere de dele af byen, der måtte vige for byfornyelse, fortæller hans søn Henrik selsøe Sørensen i sit forord til bogen.
Byplan og baggrund
Et tredje forord i bogen er skrevet af tidligere byplanlægger Vibeke Dalgas. Hun kendte Mogens Selsøe Sørensen og giver en karakteristik af ham - og hun giver ikke mindst et indblik i de tanker, der lå bag de store nedrivningsbølger i byen i den periode.
Hvorfor man har valgt at lade den bølge skylle over Hillerød flere årtier efter, at andre kommuner er stoppet, er nok et spørgsmål man skal søge svar på andetsteds...
To kommuner
Teksten og billederne dækker to kommuner. Hillerød Kommune og Frederiksborg Slotssogn blev først lagt sammen i 1964.
Billederne er ganske charmerende.
Man ser de gamle bymiljøer, både som dynamiske, levende områder og i forskellige grader af forfald.
Når man et øjeblik lader være med at bande over nedrivningerne - om end nogle af dem ser ud til at være gået ud over ejendomme, der havde udtjent deres formål - kan man glæde sig over butiksfacadernes charme og i øvrigt over, at flere af byens privatboliger har haft en lille butik klæbet på siden. De er ikke helt ægte i farverne. Der er tale om gamle lysbilleder, og de har præg af 60'er-gulnen.
Nogle af dem ser nærmest håndkolorerede ud. Fordelen ved lysbilleder er til gengæld, at detaljegraden er fin - bedre end den ville være med "almindelige" farvefotografier fra den tid.
Bogen bliver præsenteret med en reception i Bog og Ide i Slotsgade fredag klokken 16 til 17.