Det bliver en kamp mod vindmøller
De færreste vil have dem i lokalområdet. Men der er ingen vej udenom flere lokale vindmøller
Den tid er forbi, hvor miljøpolitik var gratis hensigtserklæringer og skåltaler. I dag er miljøpolitik store, konkrete, dyre, vidtrækkende og ofte upopulære beslutninger. Også selvom næsten alle er enige i den overordnede idé om en mere miljøvenlig energiforsyning.
I Vejle Kommune kommer det helt store klima-slag til at stå om vindmølleplanen. Og meget tyder på, at slaget ikke bliver kønt. I hvert fald er der allerede god gang i debatten om et stort antal nye møller, der planlægges opstillet i området ved Vandel Flyveplads.
Populære mål
Kommunens klimaplan udpeger i alt fire områder til nye vindmøller: Vandel Flyveplads, Svindbæk, Søndersthoved og Klink. I nogle af områderne findes der allerede møller - men der åbnes for flere og større møller.
Planens ambition er, at halvdelen af kommunens eget el-forbrug skal dækkes ind via lokale vindmøller. Og det mål skal nås inden 2020. I dag er kun 13 procent af kommunens elforbrug fra vindmøller, så der er langt op til målet på 50.
“Det her er den første store, overordnede klimaplan. Og det er første gang, man er nødt til at forholde sig til de store, konkrete følger af en vision, der er enighed om,” siger Søren Peschardt (S). Han er formand for Vejles natur- og miljøudvalg.
Næstformand Karl Erik Lund (DF) er enig.
“Vi er jo alle bekymrede for de berørte områder. Men det er nu, vi skal lægge en plan for at følge visionen op. Der er ingen vej udenom,” mener han.
Upopulære midler
Begge politikere oplever, at de fleste er enige i visionen. Men debatten skifter karakter, så snart visionen konkretiseres og der tales om mølleprojekter, der kan ses og/eller høres fra vælgernes hjem. Eller som kan siges at påvirke naturområder, de pågældende gerne vil bevare uforstyrret.
“Jeg kan godt undre mig over natur-elskere, der går på svampejagt i sandaler og anorak. De vil så gerne fremme naturen, men har ikke bagdel i bukserne til at føre det synspunkt igennem. Men hvad vil de så?” spørger Søren Peschardt retorisk og slår fast, at det er politikernes lod at tage en beslutning - også når den er upopulær.
“Man kan ikke gøre alle tilfreds. Og det er vigtigt, at alle forstår: Man kan ikke gennemføre de flotte klima-mål uden at sluge nogle kameler,” siger Knud Erik Lund.
De to politikere er enige om behovet for klar tale og politisk beslutningsdygtighed. Men når det kommer til de konkrete projekter er Karl Erik Lund og Søren Peschardt ikke enige.
Peshardt er for eksempel tilhænger af det store, planlagte vindmølleprojekt ved Flyveplads Vandel. Også selvom det rækker ind i et såkaldt stille-område.
Karl Erik Lund derimod mener, at stille-området skal bevares uberørt, og at antallet af møller derfor må begrænses.