Fortsæt til indhold

Vi savner respekt for borgernes stemmer

Henrik Mohr vil med fakkeltog tirsdag aften protestere mod den måde, politikerne forvalter borgernes stemmer på

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

To hillerødborgere er så utilfredse med den måde, hvorpå politikerne forvalter deres stemmer, at de nu arrangerer et fakkeltog i protest mod udfaldet af kommunalvalget.

Det sker tirsdag den 3. december klokken 17.30 med start ved Møllestræde ud for Café Valentin med afslutning ved Torvet. Arrangørerne uddeler fakler til de voksne og stjernekastere til børn.

Fakkeltoget er ikke en direkte protest mod den kommende borgmester i Hillerød fra 1. januar, den konservative Dorte Meldgaard, fortæller Henrik Mohr som sammen med Mikala Hansen står bag fakkeltoget:

"Det er ikke ment som et angreb mod nogen politiker eller noget bestemt parti, og det er slet ikke intentionen at føre nogen form for hetz mod nogen bestemt. Vi vil ikke råbe noget om Dorte Meldgaard eller skrive om hende på bannere. Vi sympatiserer primært med de borgerligt-liberale, men fakkeltoget skal primært være en fredelig manifestation af, at nu er vi ved at have fået nok. Det er en manifestation mod den måde, demokratiet bliver forvaltet på - og muligvis en kritik af hele det kommunale valgsystem. Vi savner respekt for borgernes stemmer".

Får noget andet end forventet

Henrik Mohr henviser til, at der både ved dette og sidste valg for fire år siden blev markeret fra vælgernes side, at de ønskede et borgerligt styre med kandidater fra de blå partier på de magtfulde udvalgsposter. Men i stedet vælger politikerne at gå sammen i nye konstitueringer, der giver et overvejende rødt bystyre:

"Langt de fleste af dem, jeg har talt - også dem der har stemt konservativt - er utilfredse. Der er samlet et borgerligt flertal i byrådet, der kunne tage magten, men i stedet er det de samme røde, som har siddet på udvalgene i flere år. Jeg tror, at de, der har stemt borgerligt, og vi er ærgerlige over, at vi stemmer på nogen og forventer noget - og så får vi noget helt andet," siger han.

Arrangørerne vil med fakkeltoget skabe noget opmærksomhed omkring den politiske proces, som de mener, er utilfredsstillende og forhåbentlig ændre nogle ting op til næste kommunalvalg:

"Jeg håber, politikerne inden det næste valg vil komme med nogle flere konkrete udmeldinger omkring, hvem de har tænkt sig at pege på som borgmester. De siger, de ikke havde lovet noget, og at valgforbund kun er en teknikalitet, og de har de jo ret i. Men de fleste almindelige vælgere ser det jo ikke som en teknikalitet," siger Henrik Mohr.

Ikke imod person

Selv mener han ikke, at Dorte Meldgaard er den bedste til repræsentere vælgere, da Klaus Markussen fra Venstre fik seks gange så mange vælgere - og i øvrigt ifølge Henrik Mohr er bedre kvalificeret.

Men på spørgsmålet om, hvorvidt fakkeltoget ikke også kan ses som en protest imod Klaus Markussen, idet han ikke fik forhandlet sig til borgmesterposten på trods af den magt, der lå i de mange stemmer på ham, svarer Henrik Mohr:

"Personligt synes jeg, Klaus Markussen er den bedste til at repræsentere stemmerne, men det er ikke et fakkeltog mod en person eller et parti. Det er en fredelig markering af, at vi er trætte af, at politikerne ikke udviser respekt for de kryds, der bliver sat."

Arrangørerne håber nu, at rigtig mange borgere - uanset hvor de har sat krydset - vil deltage i fakkeltoget tirsdag aften og dermed vise, at også de er bekymrede eller forundrede over den politiske proces efter valget.