Konstitueret skoleleder fortsætter
Arne Rasmussen udvalgt som den nye skoleleder på Ulstrup Skole blandt 13 ansøgere
Arne Rasmussen har været konstitueret i stillingen som skoleleder på Ulstrup Skole siden august i år.
Et enigt ansættelsesudvalg valgte ham efter en grundig ansættelsesprocedure med 13 kandidater i spil.
Arne Rasmussen har været uddannet lærer siden 1979. Derefter er det blevet til undervisningsår på Hårup Skole og to år som lærer på Grønland.
I 2000 blev han viceskoleleder på Hadbjerg Skole og i 2003 skoleleder på Bavnehøjskolen i Hadsten. Fra den stilling blev han konstitueret som skoleleder på Ulstrup Skole i august i år.
Hans Jørgen Nielsen-Kudsk, skolechef i Favrskov Kommune, er sammen med Anne Juul Markussen, formand for skolebestyrelsen på Ulstrup Skole, yderst tilfreds med forløbet og ansættelsen af Arne Rasmussen.
"Vi havde to stærke kandidater til sidst. Det har været et godt og grundigt forløb, hvor ansættelsesudvalget enstemmigt vedtager, at Arne Rasmussen skal være den nye leder på Ulstrup Skole," siger Anne Juul Markussen og Hans Jørgen Nielsen-Kudsk.
Skolechefen er overbevist om, at Arne Rasmussen er den helt rigtige til at stå i spidsen for Ulstrup Skole både i forhold til den daglige drift og til de udfordringer, der må komme.
"Han har en god portion erfaring med sig og fortsat en stor lyst til udvikling og til at lære nyt. Jeg er overbevist om, at han også er den rette til at geare Ulstrup Skole, så skolen kan løfte opgaverne i forbindelse med den kommende folkeskolereform," siger Hans Jørgen Nielsen-Kudsk.