100-årige Anna Marie tog på vild fødselsdagstur
Den. 10 november fyldte Anna Marie Rønde fra Lunderskov 100 år. Og hvad giver man i fødselsdagsgave til en der bliver 100 år?
Anna Marie's søn Otte tænkte, at en flyvetur ville være en prægtig idé. Han lavede derfor en aftale med Lunderskov piloten Søren Andersen om en rundtur over lokalområdet i et Cessna 172 fly.
Flyet startede tirsdag eftermiddag fra Koldingegnens lufthavn i Vamdrup og fløj blandt andet en tur over Anna Marie's hus i Lunderskov og videre forbi Lillebælt. Efter en halv times flyvning landede de igen i Vamdrup.
I følge Glenn Lundt fra Koldingegnens lufthavn, nød Anna Marie Rønde turen og var hele vejen igennem helt klar over, hvor flyet befandt sig, da de fløj over hendes lokalområde i Lunderskov.
Den lokale flyveskole Climb2 på Koldingegnens lufthavn arrangerer tit fødselsdagsture, men det er i følge Glenn Lundt første gang, at en 100-årig fløj med.
"I sådan et fly kan man virkelig mærke, at man flyver. Flyet er meget levende og det er en intens oplevelse. Jeg synes, at det er rigtig friskt gjort, at hun tog imod fødselsdagsgaven. Når man når en vis alder, har man fået nok af håndklæder og parfumer i fødselsdagsgave. Så skal man have en oplevelse", lyder det fra Glenn Lundt.