Fortsæt til indhold

Han vil kræve en rådmandspost

Rabih Azad-Ahmad (R) mener, at han har fortjent en toppost

Samfund
Af Hans Larsen

Regnen står ned i stænger, da vi kører ind på Godsbanen. Det Radikale Venstre's spidskandidat til kommunalvalget tirsdag, Rabi Azad-Ahmad, finder straks en dør ind til tørvejret. Vi gå indenfor og begynder at tale om kulturpolitik.
“Jeg mener, at det er utroligt vigtigt, at vi tør investere mere i kulturproduktion, da vi bliver europæisk Kulturby i 2017. Jeg mener, at kultur er med til at skabe vækst. Kultur tiltrækker erhvervsliv og får flere studerende til at flytte hertil og blive boende efter endt uddannelse,” siger Rabih Azad-Ahmad.

En god forretning

Han mener, at Aarhus investerer alt for lidt i kultur, selv om det modsatte ville være en god forretning.
“Hver gang man putter en krone i mere kultur, får man mindst otte kroner retur,” siger han med tanke på de sidegevinster som hotelovernatninger, handel og følgeinvesteringer, som kulturen skaber.

Rabih Azad-Ahmad mener, at Aarhus bør øge investeringerne i kultur. Det skal være med til at skabe vækst i kommunen, siger han.

Skaber glæde

“Men når jeg mener, at vi skal øge kulturinvesteringerne, er det ikke alene på grund af sidegevinsterne. Kultur i sig selv bærer en stor værdi, som mange af os bare tager for givet. Kulturen er med til at skabe glæde, med til at samle os og gøre Aarhus til en spændende by,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Vi er stadig i krise! Er der råd til at satse endnu mere på kultur, når der også er brug for penge til børn, ældre og skoler?
“Det er et problem, at man stille tingene op som hinandens modsætninger. Jeg ser det derimod som hinandens forudsætninger. Kulturinvesteringer kan være med til at bringe os ud af krisen. Og det er en vigtig forudsætning for vækst, at man giver folk noget kultur, så de gider at bo og arbejde i Aarhus.”
Nu har Aarhus et veludbygget kulturliv i forvejen! Er der virkelig behov for at styrke kulturen endnu mere?
“Bare for at bevare det nuværende niveau er vi nødt til at lægge flere penge i kulturen. Vi har anerkendte kulturinstitutioner, som er lukningstruet, fordi vi ikke tør investere tilstrækkeligt i kultur,” siger Rabih Azad-Ahmad.

Gellerupscenen lukkede

Hvilke kulturinstitutioner er lukningstruet?
“Vi har lige reddet Jazzorkestret - men kun på den korte bane. Vi har måttet lukke Gellerupscenen. Vi har heldigvis med næb og klør reddet Svalegangen, mens nogle partier har ønsket at tage finansieringen fra Granhøj Dans og kvindemuseet,” siger han.
Vi forlader Godsbanen og sætter os tilbage i bilen. Rabih Azad-Ahmad fortæller, at han tror på, at Det Radikale Venstre vinder et eller to mandater til valget, fordi partiet har været med i mange forlig og har været bindeled mellem de røde og borgerlige partier.
Kunne I pege på en borgerlig borgmester?
“Vi vil pege på den borgmesterkandidat, der vil sikre os mest radikal indflydelse.”
Vil det sige, at I lader det stå åbent, om I peger på andre end Jacob Bundsgaard?

Politik på midten

“Jeg vil ikke sige, at jeg lader en mulighed stå åben. Jeg siger, at det betyder noget for os, at vi får radikal indflydelse. På nuværende tidspunkt har jeg ikke set, at Venstre vil levere det, der skal til. Vi vil fortsætte med at være det parti, der prøver at binde politikken sammen på midten,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Hvis I ender med at konstituere jer med S, SF og Enhedslisten! Vil I så kræve en rådmandspost?
“Ja. Det Radikale Venstre står til en fremgang, så der er ingen tvivl om, at vi vil stille krav om en rådmandspost.”

Har taget ansvar

Det gør SF og Enhedslisten også. Hvordan vil I løse den situation?
“Det vil vi forhandle om efter konstitueringen. Det handler om, hvem der vil være med til at bære Aarhus fremad. Vi har været med til at tage ansvar under krisen. Vi har taget ansvar, så Aarhus oplever vækst. Og vi har taget ansvar for at effektivisere i kommunen.”

Har fortjent det

Siger du dermed, at I har fortjent en rådmandspost?
“Jeg mener helt klart, at vi har gjort os fortjent til en rådmandspost. Sådan en post handler ikke om et kongedømme men om at sige, at vi gerne vil tage et ansvar for kommunen og kommunens økonomi. Samtidig vil vi være garant for det brede samarbejde i byrådet,” siger Rabih Azad-Rabih. der ikke vil sige, hvilke partier som ikke skal have posten.
Vil I pege på en borgerlig borgmester, hvis S, SF og Enhedslisten ikke vil give jer en rådmandspost?
“For os handler det ikke kun om en rådmandspost men om radikal indflydelse. Og dér, hvor vi kan få størst indflydelse, vil vi lægge vores æg. Men det er ikke sådan, at vi stiller ultimative krav til nogen af blokkene,” siger Rabih Azad-Ahmad.

Høj ungdomsledighed

Vi kører videre til Jobcenter Aarhus. Den radikale spidskandidat ønsker at styrke bekæmpelsen af ledighed, og ikke mindst ungdomsarbejdsløshed.
“Vi har en arbejdsløshed på omkring seks procent, men i forhold til de unge er den oppe på næsten 12 procent. Det er for højt, og det skal vi have gjort noget ved,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Han foreslår, at Jobcentret skal være langt mere opsøgende end i dag og tage ud i de sociale boligbyggerier og hive fat i kraven på de unge, der er låst fast i systemet eller ikke gider at tage en uddannelse eller et job. Samtidig bør kommunen stille krav om, at virksomhederne opretter flere praktikpladser, mener han.

Hjælp til selvhjælp

Også i forhold til socialt udsatte ønsker Rabih Azad-Ahmad, at det opsøgende arbejde skal styrkes.
“Man er nødt til at gå ind med hjælp til selvhjælp,” siger Rabih Azad-Ahmad og foreslår en øget hjælp over for socialt udsatte familier med støttepersoner, rådgivning og kurser, så flere bliver i stand til at klare sig selv uden overførselsindkomster.