Fortsæt til indhold

DEBAT NATO og bredbåndsdækning i landdistrikter

Samfund
Jens Peter Hansen, Asfergvej 13, Hvidsten

NATO = No Action Talk Only siger man på udenlandsk når der snakkes men ikke handles. Sådan forholder det sig med bredbåndsdækning i landdistrikter.

Forskere fra Aalborg har påvist, at mens 90 % af danske boliger har mere end 10 MB download gælder det kun for 40 % af landbrugene. Og er kravet 30 MB er skævheden endnu større: 80 % mod 7 % i Region Midt.

Region Midt har skam for længst erkendt problemet, og har de sidste fem år snakket om, at noget skal gøres. I den regionale udviklingsplan kan læses, at man arbejder for mobildækning og højhastighedsbredbånd i hele regionen.

”Arbejder for” indskrænker sig dog alene til møder og konferencer, der typisk munder ud i skrivelser til andre om at gøre noget.

"Bedre bredbånd er den vigtigste faktor for udvikling af landdistrikterne" lød det fra regionsrådsformanden Bent Hansen i forbindelse med konferencen ”Bredbånd i hele Danmark”. Men hvorfor følger han ikke holdning med handling? I budgettet for 2014 for Region Midt er der intet afsat og sådan plejer det at være.

En beskeden regional indsats kan gøre en stor forskel: Ansæt nogle ildsjæle, der kan agere fødselshjælpere på trådløse net, som det kendes fra f.eks. DjurslandNet, eller som kan samle tilstrækkelig opbakning til udrulning af fibernet, som det skete i årets landsby Vestervig.

Nuværende forhold affolker landdistrikterne, og er ren galimatias som rammebetingelser for det landbrugserhverv, der skaber grundlaget for en eksportindtægt på 150 mia. kr.

Jens Peter Hansen
Kandidat til Regionsrådet Midt (V)