DEBAT Hurtig og sikker dækning
Favrskov Kommune er delt op i et A- og et B-hold, når det gælder mobil- og internetdækning.
Blot 4 km fra Hadsten bymidte må man nøjes med en yderst ustabil og relativ langsom internetforbindelse. Og mobiltelefoni visse steder i kommunen er nærmest ikke eksisterende.
Det må og skal være en prioriteret politisk sag for det byråd, vi skal vælge den 19. november at få det gjort bedre.
Opdelingen i et IT-mæssigt A- og B-hold er et stort problem for både virksomheder og borgere, der er afhængige af en ordentlig dækning. Samtidig betyder den manglende dækning, at forskellen mellem yderområder og byområder bliver større end nødvendigt.
På landsplan findes der en målsætning om, at alle danskere skal have en 100 Mbit/s-dækning senest i 2020. Men hvis det skal nås, skal vores lokalpolitikere presse politikerne på Christiansborg nu. Og hvorfor skal vi vente i 7 år? Det er helt meningsløst. Lige nu kan vi se, at der i og omkring de større byer i Danmark opgraderes fra 3G til 4G, mens vi i mange områder her i Farvskov kæmper for blot at ”få hul igennem”.
Blandt de nuværende partier i byrådet nævner hverken Det Konservative Folkeparti eller Dansk Folkeparti bedre bredbånd- og mobildækning i deres valgprogram, mens både Socialdemokratiet og Venstre skal roses for hver især at nævne det med en enkelt linie.
Men hvordan vil de to partier helt konkret udmønte det i praksis? Det skylder de os til gengæld svar på.
Det ville klæde alle vores lokalpolitikere at stille det enkle krav til regeringen, at hvis teleselskaberne vil investere massivt i de tæt befolkede områder, hvor de har den største indtjening, så må de også sørge for ordentlig dækning i de mindre befolkede områder, hvor indtjeningen for selskaberne alt andet lige er lavere. Det er vel bare at kræve at regeringen stiller krav om dette til teleselskaberne ved fremtidige frekvensauktioner...
Det er og bliver et politisk, socialt og økonomisk ansvar for alle aktører at udbygge forbindelserne i de tyndt befolkede områder, hvor mobildækning og internet halter.