DEBAT Mobildækning og bredbånd i hele Favrskov
Tænk, hvis vi i Favrskov Kommune havde landsbyer og landområder, som der ikke var vejadgang til eller i bedste fald en bulet grusvej. Nej vel, det lyder utænkeligt og tåbeligt.
Men vi har landsbyer og områder med en meget dårlig digital infrastruktur – ustabil mobildækning og langsomme internetforbindelser. Ingen kan være i tvivl om, at internet og mobiltelefoni er en ligeså vigtig adgang til et område som de fysiske veje.
Skal vi have udviklingsmuligheder i alle områder af kommunen, så skal virksomheder og borgere have ordentlige bredbåndsforbindelser, uanset hvor de bor. Og det skal være nu! Det kan ikke vente til 2020, som er den uambitiøse målsætning regeringen opstillede i deres udspil ”Bedre bredbånd og mobildækning i hele Danmark”. Syv år er rigtig, rigtig lang tid at vente i en tid, hvor fastnettelefoner kommer på museum, hvor myndighederne kræver, at virksomheder har digitale postkasser og hvor udkantsområder kæmper for at holde på borgere og virksomheder.
Jeg bakker op om det opråb Region Midtjylland og Ringkøbing-Skjern kommune har sendt til Regeringen om at det er på høje tid, at vi politisk prioriterer Danmarks digitale infrastruktur. Det er jeg helt enig i.
Favrskov ligger tæt på en storby og det kan ikke passe, at der ikke en gang i vores kommune er en ordentlig dækning. Der skal ske noget nu og jeg vil kontakte Erhvervs- og vækstministeren for at presse på for en løsning for vores kommune.
Der er ikke tid til mere snak på ustabile mobilforbindelser – der skal handling til.