Fortsæt til indhold

Klubånden holder spillerne fast

Den 12-årige fodboldklub DGL 2000, med base i Tilst, har de sidste to år fordoblet medlemmerne

Samfund
Christina S. Johansen

For to år siden havde klubben 56 spillere - i dag er tallet tæt på fordoblet. 110 seniorspillere slår nu deres folder som en del af fodboldklubben DGL 2000's fem hold. Og spillertilgangen fortsætter.
“Jeg vil næsten lægge hovedet på blokken og sige, at der de sidste tre år ikke er mere end højest fem spillere, som er flyttet til andre klubber i Aarhus. Det beviser, at når først man har mærket DGL 2000's fællesskab og klubånd, så flytter man ikke igen,” siger Peter Kjeldsen, formand for bestyrelsen.

“Vi er som en familie”

Klubben, som kun har en seniorafdeling, holder til i Tilst, men er ikke en del af den lokale idrætsforening tst. Det er da også langt fra en klub kun for de lokale. Spillerne kommer gerne langvejs fra.
“Vi har rigtig mange tilflyttere - der er ikke mange, som er født og opvokset i Aarhus. Mange bruger os til at skabe et tilhørsforhold til byen,” siger Peter Kjeldsen, formand for bestyrelsen.
Nu nævner du selv klubånden. Men hvad er det helt præcist, klubben har gjort så rigtigt over de sidste par år, siden spillerne er strømmet til?
“Klubånden var stagneret. Så vi tog et servicetjek på hele klubben. Hvor er vi? Hvad vil vi? Og så lavede vi en plan for, hvordan vi skulle fortsætte udviklingen. På den måde fik vi klubånden til at blomstre igen,” siger Peter Kjeldsen, som forsøger at definere, hvad den der klubånd lige præcis er for en størrelse.
“Vi har et fællesskab i klubben. Vi er lidt som en stor familie. For mange er vi mere end bare en fodboldklub. Mange har deres bedste kammerater her, og så har rigtig mange en anden kasket end bare det at være fodboldspiller. Faktisk kommer folk selv og spørger: Hvad kan jeg hjælpe med? På den måde gør vi meget ud af at inddrage spillerne og at skabe et miljø, hvor kreativiteten ikke begrænses. Og så har vi desuden mange sociale initiativer,” siger formanden for bestyrelsen, Peter Kjeldsen.

Udvidelse næste år

Klubben blev grundlagt af en flok studerende fra Handelshøjskolen tilbage i 2001. Dengang spillede holdet i serie 6 - i dag er klubben rykket syv rækker op. Faktisk rykkede alle klubbens hold op sidste år.
“Vi prioriterer sportslig succes for alle - ikke kun førsteholdet,” siger Peter Kjeldsen.
Allerede næste år satser formanden på, at klubben vokser med endnu et herrehold, så der i alt vil være fem herrehold, som spiller i jyllandsserien, serie 2, serie 3, old boys og et nyt hold i serie 6. Samt et damehold i serie 2.