Fortsæt til indhold

Floskler om effektiviseringer skal ikke accepteres

Samfund
Af Helene Larsen, Vitved

I al for lang tid har vi accepteret, at politikere og ledere har snakket om effektiviseringer. Effektiviseringer, der ”iklædes tøj” så som ”bedre, men billigere”, ”smartere måder at gøre tingene på” osv., men som nøgent (sandfærdigt) betyder fyringer, nedskæringer, hvad enten politikerne og lederne vil være ved det eller ej.
For politikere og ledere er det blot en leg med ord og penge, men for os ”almindelige” borgere – arbejdstagere, børn, unge og ældre - er det vores eksistens, opvækst, uddannelse og selvværd/selvrespekt, der leges med.
Effektiviseringer i hele samfundet har ført til tusindvis af fyringer af gode mennesker, der hver dag har forsøgt at gøre et rigtig godt stykke arbejde for at holde hjulene i gang i Danmark på såvel den lille, som den store arbejdsplads, privat som offentlig. Deres arbejde er der endnu, men andre har overtaget deres opgaver, og DE må løbe endnu hurtigere, bliver måske syge eller endnu værre langtidssyge på grund af nedslidning eller stress. De arbejdsløse får dagpenge eller anden form for overførselsindkomst og taber for hver dag mere og mere selvtillid, når de gang på gang løber panden mod en mur, når de mødes af det ene afslag efter det andet i deres ihærdige kamp for at finde et nyt job.
DET ER DA USMART!!!
Smartere er det at finde på en holdbar løsning, som er god for alle borgere og dermed hele samfundet ved at beholde folk med deres gode arbejdskraft på arbejdsmarkedet.
Det er enhver danskers ret at have et job, som han/hun er glad for at stå op til hver morgen, er stolt af at udføre, og føle sig som en del af fællesskabet Danmark.
Effektiviseringstoget hægter flere og flere danskere af, og de psykiske konsekvenser for både de fyrede og deres familier har store omkostninger – for ikke at tale om deres økonomiske situation.
Uanset hvor mange gange et menneske får at vide, at det har nogle brugbare værdier, hjælper det ikke på selvtilliden, når man er den udpegede til at forlade arbejdsmarkedet, så derfor politikere og ledere: STOP med at sige det!!! Det er blot salt i såret og giver ingen forståelse af, hvorfor det netop var ”mig”, der blev udpeget.
Løsningen skal ikke findes i lønnedgang, for priserne på dagligvarer følger ikke med ned.
Løsningen skal i stedet findes ved at tænke kreativt (for resten et ord, politikere og ledere ynder at kaste om sig med).
Kreativitet og social ansvarsbevidsthed.
Og så skal politikere og ledere fuldt ud være bevidste om deres ansvar for borgere/ansatte/ledige.
Der skal i stedet tænkes: ”Ingen kan undværes; alle, som kan, skal tildeles en plads på arbejdsmarkedet!”.
Det virker også meningsforstyrrende, at der skal skæres ned i arbejdsstyrken den ene dag, og næste dag skal der arbejdes for, at flere kommer i arbejde, og de unge skal hurtigere igennem uddannelsessystemet, fordi der er brug for dem på arbejdsmarkedet.
Det er, hvad jeg vil kalde for ”problemregning” for viderekomne!!! Jeg har ganske enkelt et forståelsesproblem her.
Socialdemokraterne er stolte over, at de har bevaret pladsen ved styrepinden, men så lad os se noget ”rød” politik, noget Arbejderpolitik, for det er dér, Socialdemokratiet har sin rod – i Arbejderbevægelsen.
Gør plads rundt om på de kommunale arbejdspladser til vore mange ledige og overbevis vores erhvervsliv om, at de både har brug for mere arbejdskraft og kan gøre en forskel – måske kunne I endda starte offentlige-private-arbejdspladser ved at tænke nyt og kreativt – DET ville være EFFEKTIVT!!!
Vis hele Danmark, at i Skanderborg er der rødt flertal, som arbejder for arbejde til alle!!! (”Plads for dem alle, plads for alle, der vil Danmark for folket!”).