Nej til kæmpeskorsten på 50 meter
FermentationExperts A/S får ikke lov at løse lugtproblemerne med en femdobbelt skorsten
Den omstridte Jelling-virksomhed, FermentationExperts A/S, får ikke lov at bygge en 50 meter høj skorsten.
Sådan en skorsten ville ellers kunne løse de lugt-gener, virksomheden har påført omgivelserne.
Seks af Teknisk Udvalgs syv medlemmer afviser at give tilladelse til den høje skorsten. Kun Vagn Åge Jensen (V) var indstillet på at give dispensation for lokalplanen og dermed tillade den høje skorsten.
Allerede i dag har FermentationExperts dispensation for lokalplanen, således at skorstenen er ført op op i 11,88 meter. Lokalplanens grænse er 10 meter.
“Vi mener, at det vil være alt for voldsomt at give tilladelse til en skorsten, der er fem gange højere, end lokalplanen tillader,” siger udvalgsformand Peder Hummelmose (V).
Stolt af virksomheden
Både Peder Hummelmose og Søren Peschardt (S), som er formand for Natur- & Miljøudvalget, understreger deres glæde over at have en virksomhed som FermentationsExperts A/S i kommunen.
Virksomheden bearbejder blandt andet svinefoder, så landbrugets forbrug af antibiotika kan begrænsens - en indsats, der på verdensplan er stort behov for at fremme. Overforbrug af antibiotika anses for at være verdens største sundhedsudfordring.
“Jeg er meget stolt af, at vi har en virksomhed, der med succes arbejder på at løse de udfordringer. Meget stolt. Og vi er også glade for arbejdspladserne. Men placeringen og lugt-generne er et problem. Jeg håber meget, at de får løst problemerne, for vi vil meget gerne bevare dem,” siger Peder Hummelmose, der som landmand er særligt interesseret i udviklingen af nye foderteknologier.
Også Søren Peschardt er begejstret over virksomhedens succes og arbejdsområde.
“Det er alle tiders virksomhed. De retter sig mod fremtiden. Men loven skal selvfølgelig overholdes,” siger han.
Virksomheden samarbejder nu med universitetsforskere om at løse lugtproblemet.
Plan B
Jens Legarth, der er direktør hos FermentationExperts, ærgrer sig over, at han ikke må bygge en 50 meters skorsten.
“Det er trist, at en valgkamp og en skorsten skal stå i vejen for arbejdet med et løse et problem, der hvert år koster 25.000 europæere livet. En højere skorsten ville være den bedste løsning. Men vi har selvfølgelig en plan b, som jeg bare ikke kan løfte sløret for endnu,” siger han.