Computer skal forudse oversvømmelser
Et nyudviklet it-system skal sikre eksisterende og nye bygninger mod at blive ødelagt af stigende vandstande og regn
Eksperterne er enige om, at det i fremtiden kommer til at regne væsentligt mere end hidtil. Og vandstanden i havene stier. Dét er et problem for en by som Vejle, der i forvejen er mere truet af oversvømmelser end andre byer.
Derfor har Vejle Kommune og Vejle Spildevand udviklet et computersystem, der er i stand til at forudse, hvor og hvornår oversvømmelserne kommer. i første omgang kan modellen "kun" beregne for Vejle by. Men på sigt skal den også forudse oversvømmelser i Egtved, Jelling, Give og Børkop.
Hvad nu?
Det er ikke nok at forudse oversvømmelser. De skal også forhindres. Og dét er ikke så let endda, fortæller Kjartan Ravn, der er projektleder og civilingeniør hos Vejle Spildevand.
"Det er et komplekst område, hvor mange faktorer spiller ind. Hvis vi laver et tiltag ét sted, kan vi risikere, at vandet løber et andet sted hen, hvor det vil skabe nye problemer. Derfor er det nødvendigt at se på hele vandets kredsløb og sammenhængene mellem kloaksystemet, risikoen for voldsomme skybrud, vandstandene i Vejle Å, Grejs Å og Højen Å samt i Vejle Fjord – og scenarierne for havstigninger. Og det kan vi med vandmodellen," siger han.
I løbet af de næste 100 år forventer DMI vandstandsstigninger i Vejle Fjord på mellem 0,2 og 1,4 meter - formentlig på 0,8 meter.
Frem til år 2050 forventes en stigning i årsnedbøren på 11 procent i Danmark.
Frem til år 2050 forventes skybrud at blive 20 procent kraftigere.