Gi' et smil
Den korteste vej mellem to mennesker er et smil. Det er en gammel læresætning, som to elever fra Rønbækskolen i Hinnerup - Camilla Enevoldsen og Katrine Brodersen - nu gør noget ved.
"Vi har projektuge, hvor emnet er 'Så gør dog noget!' Derfor vil vi prøve at få folk til at smile mere, ikke bare i uge 49, hvor projektet kører, men også fremover," siger de to.
Bedre humør
Vi møder dem i det store frikvarter på skolen, hvor de går i 9. klasse.
"Det ville være rart, om vi var lidt mere imødekommende," siger Camilla, som oplever, at vi har lidt svært ved at smile, især når vi ikke kender hinanden.
"Man kommer jo i bedre humør af at smile til hinanden, men nogen studser så over at få et smil. Det håber vi at ændre med dette projekt."
Det første smil er sendt
Camilla og Katrine vil hænge lidt plakater op og dele flyers ud. Og så de håber de på, at folk vil svare på det spørgeskema, som man kan finde på nettet. Adressen står på plakaten.
Herfra sender vi det første smil :)