Fortsæt til indhold

For mange butikker står tomme

Carsten Nielsen, formand for Centerforeningen i Egedal Center, er stærkt utilfreds med den husleje og de betingelser, som interesserede nye butikker stilles i udsigt hos centerets Ejerlaug

Samfund
Kenneth Tanzer

Tomme butikslokaler har gennem længere tid været en del af gadebilledet i Egedal Center.
Og ifølge centerforeningens formand Carsten Nielsen fra Centerkiosken, så kan noget af ansvaret placeres hos centerets ejerlaug.
"Vi har et fint samarbejde med ejerlauget, men jeg mener at de bør gøre mere for at få udlejet de tomme lokaler. De kunne sætte huslejen ned for at få lokket nogle flere butikker herud. Jeg hører, at der har været interesse fra forskellige lejere, men huslejen har været for dyr, ligesom der har været for mange betingelser. Jeg kender dog ikke til hverken huslejen eller ejerlaugets forhandlinger," siger Carsten Nielsen.
Trist med tomme lokaler
Selvom der netop er åbnet en ny undertøjsbutik i centeret, så mener Carsten Nielsen, at man i øjeblikket er havnet i en ond cirkel.
"Vi har stadig fem-seks tomme lokaler, og i det hele taget står for meget tomt. Det er ikke kønt. Se bare på den tidligere Per & Nille-butik. Den har stået tom i to år, og det er trist, for hvis den var blevet hurtigt udlejet, så havde man vist et center, hvor man hurtigt fik skabt nyt liv efter en lukket butik. Det er meget vigtigt, at der hurtigst muligt kommer nye butikker til," siger Carsten Nielsen, som trods tomme lokaler ser optimistisk på fremtiden.
"Vi er kommet godt over Føtex-åbningen ved Egedal Station, ligesom kunderne har taget godt imod vores egen renovering. Nu mangler vi at få åbnet nogle butikker i de tomme lokaler. Det har stor betydning, men vi har stadig en masse forretningsdrivende, som står op hver dag og kæmper for dette center, så vi skal nok komme igennem krisen i detail-handelen," siger Carsten Nielsen.
Han understreger dog vigtigheden i at få de rigtige butikker til Stenløse.
"Det skal være noget, som vi har brug for, og som holder folk herude i stedet for at køre andre steder hen. Butikskæder som H&M, Fona eller noget helt tredje kunne være interessante, men en elektronik-forretning, en rigtig restaurant og tøjbutikker med fokus på børnefamilier er også blandt mulighederne," siger centerformanden, som også drømmer om at fremtidssikre centeret.
Flere renoveringer i spil
"Vi har netop renoveret belægningen, men første sal og parkeringspladserne er også i spil til en renovering. Tidsplanen og omfanget er helt op til Ejerlauget. Det styrer de, men det handler om at gøre centeret mere attraktivt udefra. Der kan laves en bedre skiltning, ligesom vi kan udnytte p-pladsen langt bedre, hvis man fjerner de grønne bede. I dag er p-pladsen ikke up-to-date. Det er heller ikke optimalt, at man skal køre ind og ud for at komme rundt," siger han.