Kinesiske antikviteter solgt til fantasipriser
Forventningerne var store da Bruun Rasmussens internationale auktion over orientalske numre startede torsdag i uge 48. Flere af numrene gik til rene fantasipriser
Kina har i dag over 300 dollar-milliardærer og siden den globale finanskrise brød ud for fem år siden, har de 1000 rigeste kinesere fordoblet deres formue.
Det er sikkert blandt de 1000 rige kinesere, der i gennemsnit havde en formue på 440 millioner dollar inden finanskrisen startede 2008, en formue der i mellemtiden er vokset til over en milliard dollar i dag, at du skal finde kunderne der køber kinesiske antikviteter til priser de færreste kan forestille sig.
Men det er ikke kun hos Sothebys og Christies i Hong Kong, New York, Paris eller London, at de dukker op. Det er også hos Bruun Rasmussen i Bredgade, når det hæderkronede auktionshus har internationale auktioner.
Men rigmændene dukker ikke op selv, men sender landsmænd til København, som byder for dem. Når de dyreste ting skal sælges, ringer de hjem og holder linien åben til hammeren er faldet.
Præstige og magt
Det er nogen gange svært at forstå den kinesiske mentalitet. Men et begreb som ære, står meget højt på deres liste. Så hvis en anden kinesisk rigmand byder på en antikvitet, kan det for mange være at tabe ansigt, hvis man overgiver sig.
Blandt andet derfor, havner antikviteter nogen gange på summer som vi andre finder alt for høje.
Og skal der virkelig imponeres, gøres der bedst, ved at eje ting fra Kinas tidligere så imponerende kultur, og helst antikviteter der kan relateres til en kejser.
Derfor er de kinesiske milliardærer i gang med at smadre markedet prismæssigt for de ypperligste kinesiske antikviteter.
Så der er ikke tale om uduelighed hos dem der har vurderet genstandene for lavt, men ofte om ære, præstige og magt.
Se på andre lande
Hvis din økonomi ikke rækker til at kæmpe om rovet med kineserne, så kan du rette blikket mod orientalske antikviteter fra Japan, Thailand eller Burma. Her er priserne, indtil videre, mere overkommelige.
For eksempel er antikke bronzefigurer fra Japan af meget høj kvalitet og lige så gode som dem fra Kina. I mange tilfælde faktisk kunstnerisk bedre.
Khmerfigurer fra Cambodia er også et investeringsobjekt, men her er de internationale priser for de bedste ting i mange tilfælde på højde med de kinesiske.
Nu er det ikke alle antikviteter der kommer fra Kina der koster en formue. Faktisk er der mange meget flotte ting der kan erhverves til fornuftige priser.
Her kan vi anbefale dig at gå ind på Bruun Rasmussens netauktion og se hvad der hele tiden tilbydes. Her har du 99 procent garanti for at varen er det som den beskrives som.
Men pas på, der er andre auktioner og private der tilbyder ting som værende antikke, men som i virkeligheder er forfalskninger, eller nyproduktion.
På siden her omtaler vi nogen af de vildeste priser fra den netop overståede internationale auktion hos Bruun Rasmussen over orientalske effekter.