Fortsæt til indhold

Mystikken skal af hotellet

Hotel Royal fejrer 175 år og vil fremover være et sted for alle aarhusianere

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Byens gamle hotel vil være knap så mystisk og mere brugervenligt.
Et hotel ikke kun for overnattende gæster, men for alle, der har lyst til et glas vin, en middag eller blot at kigge på den historiske bygning og dens kunstværker.
I anledning af Hotel Royal fejrer 175 års fødselsdag, har direktøren sat en række ombygninger i gang.
Restauranten er blevet renoveret, og idet nye år åbner en gourmetrestaurant og en spansk-inspireret bodega.
"Der er lidt mystik over Hotel Royal. Det er ikke et sted, man bare går ind. Der er en forventning om, at man skal være fint klædt på. Det vil vi rigtig gerne lave om på. Vi skal være et sted for alle," siger Tina Olesen, der er hoteldirektør.
Hun overtog forpagtningen af hotellet for to og et halvt år siden, hvor hun sammen med familien flyttede til Aarhus fra Kolding. Men først for nylig har hun valgt at stå for hele driften.
"Der var nogle ting, jeg gerne ville ændre. Restauranten, der er fra 1980'erne, trængte til et ansigtsløft. Vi er ikke så gode til de store konferencer, men derimod til mindre møder. Et lokale som Rosenstuen, der tidligere har huset større møder, laver vi nu om til vores restaurant nummer to," siger Tina Olesen.

Bodega på spansk

Hun er ikke så glad for navnet gourmetrestaurant, for "det hedder det alle steder". Men det bliver en restaurant, hvor den mindst står på en femrettersmenu, hvorimod den nuværende restaurant bliver et brasserie, hvor priserne er "mere spiselige for alle", og hvor man også kan få en burger.
Hotellet har allerede nu åbnet en nyindrettet lounge, i forlængelse af hvilken, bodegaen kommer til.
"Det er ikke en bodega i traditionel dansk stil, men i ordets oprindelige spanske betydning. Her kan man nyde lidt vin, og f.eks. en let pølseanretning. Det kan være, man kigger herind inden man skal i teatret eller biografen," siger Tina Olesen.
Hotellet, hvis ejer fortsat hedder Jens Richard Pedersen, rummer over 300 originale kunstværker.
På væggene hænger bl.a. 53 portrætter af de danske monarker malet af polske Kowalczyk.
Værker af Jorn, Appel, Miro, Høyrup, Hans Krull og Kandinsky m.fl. kan også ses på hotellet.