Interskolens børn hjælper børn i sorg
Interskolen donerer 17.296 kroner til organisationen Børn Unge og Sorg
Duften af bål breder sig til parkeringspladsen ved Lidl i Viby.
Interskolens skolegård er omdannet til en form for udendørs kantine. Pølserne bliver smidt på grillen i ligeså høj fart, som de bliver spist, og pizzastykker samt pølsehorn bliver langet over den hjemmelavede disk.
Der er dømt store indsamlingsdag på Interskolen i Viby.
Alle SFO-børnene har gennem den seneste tid været i gang med at bage pølsehorn, kage og pizza i store mængder til den store dag.
De samler nemlig ind til Børn Unge og Sorg i Aarhus.
“Der er en bevidsthed ved børnene om, at de hjælper andre. Sidste år var det de kræftramte børn på Skejby, vi hjalp, og i år er det så Børn Unge og Sorg,” fortæller SFO-leder Niels Peter S. Gejel.
Børn i sorg
Valget er faldet på Børn Unge og Sorg, fordi elever fra Interskolen selv har oplevet at være i sorg, og i den forbindelse har skolen været i kontakt med organisationen.
“Vi kontakter altid dem, vi hjælper, for at høre, hvad de har brug for. Børn Unge og Sorg vil gerne have, at pengene fra vores dag, skal gå til et nyt venteværelse,” fortæller Niels Peter S. Gejel.
En stor støtte
Om formiddagen er det skolens elever, der har mulighed for at købe de velduftende pizzaer og de stegte, brune pølser fra grillen. Over middag er det forældrene, der kan nyde SFO-børnenes hjemmebag og samtidig støtte et godt formål.
Det høje tempo og de mange anstrengelser i køkkenet viste sig da også at være godt givet ud, for det lykkedes nemlig Interskolen at samle 17.296 kroner ind, hvilket er rekord, og som nu går ubeskåret til Børn Unge og Sorg.
Winnie Rønnow, psykoterapeut og socialrådgiver i Børn Unge og Sorg er meget taknemmelig for donationen.
“Det er rigtig stort. Vi er afhængige af private donationer, hvis vi skal eksistere. Interskolens projekt er en god måde for børnene at lære, at der altid er nogen, der har det værre end en selv,” siger hun og fortsætter:
“Vi har udvidet, så tilbuddet også gælder for dem under 16 år, og det har betydet, at der tit er mange i venteværelset, og det bliver dejligt, når vi får møbler og legetøj.”